Artikler
Gratis Tilflytterarrangement
Tilflyttere kan opleve vikinger og møde andre nye i Ringkøbing-Skjern Kommune
Der er fælles formiddagskaffe på den gamle kro fra klokken 10.00, hvor borgmester Torben Nørregaard vil byde velkommen - både til dagens arrangement - og til kommunen.
Det er de såkaldte bosætningskonsulenter, der sørger for at få vist noget af Ringkøbing-Skjern Kommune frem, og for at tilflytterne kan møde andre nye borgere i kommunen, så de kan danne sig et netværk.
- Hvis tilflytterne skal falde godt til og blive i kommunen, er det helt afgørende, at de får skabt sig et netværk, siger bosætningskonsulent Helle Gidsel, der står for arrangementet denne gang.
Det er et år siden, det første tilflytterarrangement fandt sted - det var i Hvide Sande - og her deltog Birgit og Georg Reenberg som nye borgere i Skjern.
Ægteparret var meget tilfredse med at deltage - og anbefaler andre nye til at tage imod invitationen fra kommunen:
- Vi fik set noget af det, man ellers aldrig tager rundt og ser i sin egen kommune - og det er rart senere at kunne hilse på bekendte på gaden, siger Georg Reenberg.
Ingen stejle bakker i Skjern
De flyttede til Skjern fra Skanderborg for at være tæt på deres ene søn og svigerdatter, og er begge meget aktive for at skabe sig et netværk i deres nye område.
Både Birgit og Georg Reenberg er faldet godt til. De har eksempelvis aldrig cyklet så meget som de gør nu. I Skanderborg var der alt for mange stejle bakker - i Skjern skal man højst op over en kantsten, siger Georg Reenberg.
Arrangementet den 31. august byder blandt andet på tur i Bork Vikingehavn, hvor man kan opleve vikingeskibene og se levendegørelse med vikingespil - og senere er der mulighed for oplevelser i den kommende nationalpark på egen hånd.
Øvrige artikler
Kommentarer:
Tilflytteren til Ringkøbing
Det er bare et kanongodt initiativ som bosætningskonsulenterne har igangsat. Jeg var selv med til håndboldarrangementet i Skjern Håndbold og vil gerne anbefale andre at ta' med til tilflytterarrangementerne


