Artikler
Håndboldspiller flytter til Ringkøbing.
Når Henriette Holm sidder hjemme i sin lejlighed i Ringkøbing centrum og nyder udsigten over Ringkøbing Fjord, så sidder hun egentlig og er ganske godt tilfreds med den beslutning, hun tog for et halvt års tid siden.Beslutningen, der sendte hende væk fra Aalborg og deres ligaklub. Med retning mod en noget mindre by, som hun slet ikke havde et forhold til. Og en noget mindre klub, som hun heller ikke havde noget forhold til.
- Jeg var lidt skeptisk i starten. Men jeg har lært byen lidt at kende, og efter at have boet her et stykke tid, så er jeg blevet rigtig, rigtig glad for det, siger Henriette Holm.
Da hun besluttede sig for at Ringkøbing Håndbold var den rette klub for hende, så overvejede hun, om hun måske skulle søge mod en bopæl i Herning eller Holstebro.
Men flyttekasserne endte altså med at blive sendt til Ringkøbing.
Hun blev overbevist, da hun i foråret var på besøg i Ringkøbing for at se sin nye lejlighed og kigge lidt på byen.
- Mit første indtryk var, at det var en utrolig hyggelig by. Der er mange gamle huse, der er godt vedligeholdte. Det er også så hyggeligt at gå en tur nede på havnen, siger Henriette Holm, der har boet fire år i Aalborg.
Hun er dog opvokset i landsbyen Tømmerby mellem Fjerritslev og Thisted.
Henriette Holm er i gang med andet år af uddannelsen til lærer. Det klarer hun via et fjernstudie fra Silkeborg Seminarium, hvor hun har en studieplan, der kræver at hun er i Silkeborg to dage om ugen.
Dermed har hun også en del timer hjemme i Ringkøbing, hvor håndbold naturligvis tager en god portion.
Men Henriette Holm har da også erfaret, at hun ikke er en hvilken som helst 21-årige pige i byen.
- Jeg var ude at købe en vaskemaskine kort tid efter, jeg var flyttet til byen. Ekspedienten vidste udmærket, at jeg var håndboldspiller, og at jeg havde spillet i Aalborg DH. Jeg havde aldrig set ham før. Det var lidt mærkeligt, og det er ikke noget, jeg har været vant til. Men det er nu meget sjovt, siger Henriette Holm.
Det generer hende ikke at folk kan genkende hende i Ringkøbings gader. Og hun tager opmærksomheden som et godt tegn for Ringkøbing Håndbold.
- Vi vil jo gerne være byens hold. Så er det fint, at folk interesserer sig for det, og det generer mig ikke at blive genkendt, siger Henriette Holm.
Nu håber hun, hun kan gå forrest for byens hold.
Efter fem point og 13 scoringer i de første fire kampe, så kan hun holde hovedet højt, mens hun går rundt i Ringkøbings gader.
Besøg Ringkøbing Håndbolds hjemmeside
Besøg Skjern Håndbolds hjemmeside
Øvrige artikler
Kommentarer:
Kom Så
lad os få nogle flere gode idrætsfolk til kommunen. det styrker imagen og sundheden
Håndbold freak
Hej
Velkommen til Ringkøbing. Vi er MEGET glade for forstærkningen. Flere må gerne følge trop så vi kan komme i damehåndbold ligaen!


