Artikler
Tilflyttere kommer forrest i boligkøen
Det er blevet rigtig nemt at sige ja til et job i en af virksomhederne i Ringkøbing-Skjern Kommune – også selv om man skal flytte efter det.Kommunen og ErhvervsCentret har nemlig lavet en aftale med samtlige fem boligselskaber om at tilflyttere i job kommer først i boligkøen.
Flere har allerede benyttet sig af ordningen – blandt andre et ungt par fra Odense, der netop er flyttet til Ringkøbing for at tiltræde job i henholdsvis vindmøllekoncernen Vestas og Rådhuset i Ringkøbing.
Det drejer sig om Pernille Dissing Sørensen og Jakob Lorenzen, der fik en lejlighed i Ringkøbing Boligforening i løbet af tre uger.
- Det var en stor lettelse, at det gik så hurtigt at få et sted at bo – ellers skulle vi pendle 200 kilometer hver vej for at komme på arbejde i en periode, siger Jakob Lorenzen, der er landdistriktskoordinator i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Erhvervsdirektør Thomas Tordrup kalder aftalen en markant forbedring for tilflytterne, der ikke behøver bekymre sig om den problematik, når de vil flytte til området.
- På denne måde har vi fået et beredskab, der også vil stille virksomhederne bedre, når de skal ansætte nye medarbejdere udefra, siger han.
De fem boligselskaber er Tarm Boligselskab, Skjern Boligselskab, Lejerbo i Skjern, Ringkøbing Boligforening og Videbæk Boligforening.
Øvrige artikler


