Artikler
Tilfredse medarbejdere i kommunen!
Trivslen i de vestjyske virksomheder er generel rigtig god. Senest har Ringkøbing-Skjern Kommune gennemført en stor trivselsundersøgelse, der viser at de fastansatte medarbejdere i Ringkøbing-Skjern Kommune er glade og tilfreds.
På en skala fra 0-5 ligger den generelle trivsel på meget tilfredsstillende 4,17.
Medarbejderne i kommunen har både svaret på, hvor tilfredse de er med de enkelte områder, og hvor stor betydning det har.
Arbejdsmiljøet og samarbejdet har første prioritet
Arbejdsmiljø og samarbejde har størst betydning for medarbejderne. Arbejdsmiljøet bliver vurderet til 4,02 og betydningen til 4,7.
Niels Erik Kjærgaard, der er kommunaldirektør, er overrasket over det generelt positive billede.
- Vi har været igennem en hård periode med sammenlægning og store besparelser, og derfor er jeg meget tilfreds med den undersøgelse, der ligger nu. Selvfølgelig er der områder, der skal kigges nærmere på, og det vil vi gøre efterfølgende, siger Niels Erik Kjærgaard.
Flere mål med trivselsundersøgelsen
Der er flere formål med trivselsundersøgelsen. Den skal blandt andet skabe grundlag for udvikling af arbejdsmiljøet og medarbejdernes trivsel, medvirke til læring på tværs af hele organisationen og understøtte kommunen som en attraktiv arbejdsplads.
Marianne Køpke, næstformand i HovedMed, hæfter sig især ved spørgsmålet med størst difference mellem tilfredshed og betydning i forhold til medarbejdernes tid til at løse opgaverne. Betydningen er på 4,45, hvor tilfredsheden er på 3,30.
- Det er en positiv oplevelse at læse, at medarbejdernes trivsel ligger så højt, som den gør. Men der er også alarmklokker, der bør ringe i forhold til, at medarbejderne oplever manglende tid til at løse opgaverne, siger hun.
Undersøgelsen giver et øjebliksbillede af den generelle tilfredshed, evaluering af nærmeste leder, arbejdsmiljø og samarbejde, arbejdsopgaver m.v. Den kan derimod ikke tolkes i forhold til normering og serviceniveau eller medarbejdernes oplevelse af den faglige kvalitet.
4.055 fastansatte har haft mulighed for at deltage i undersøgelsen. 2.655 har svaret, hvilket giver en svarprocent på 65.
Alle offentlige arbejdspladser skal gennemføre en trivselsundersøgelse mindst hvert tredje år, og næste undersøgelse i Ringkøbing-Skjern Kommune finder sted i 2012.
Endnu et godt argument for at flytte til Vestjylland
Trivselsundersøgelsen viser at det er attraktivt at arbejde i Vestjylland - og vores påstand er at det ikke alene er gældende for medarbejdere, der har valgt at arbejde i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det er også gældende i det private erhvervsliv. Det er "godt nok" ikke en påstand vi kan bevise...
Øvrige artikler


