Artikler
Erhvervsvitaminer til landet!
Der sker mange spændende erhvervsinitiativer i Ringkøbing
Skjern Kommune. Eksempelvis har Freddy Steen Petersen
etableret sin nye miljøvirksomhed her i kommunen med succes.
et nyt initiativ vil Region Midtjylland skal nu sikre, at endnu
1.000 små virksomheder får samme hjælp.
Da civilingeniør Freddy Steen Petersen for snart tre år siden startede
sin rådgivningsvirksomhed på miljøområdet, havde han inden da fået
hjælp fra sit lokale erhvervskontor til at komme på iværksætterkursus
og få lagt en forretningsplan.
Freddy Steen Petersen valgte at placere sin virksomhed, Kogsgaard
Miljø ApS, i sin hjemby, landsbyen Tim nord for Ringkøbing - et valg,
han ikke har fortrudt.
”Jeg fik formuleret min forretningsplan, der gav afklaring og
prioritering”, fortæller Freddy Steen Petersen, der nu har otte
ansatte, to afdelinger og flere på vej.
”Jeg kan kun forestille mig, at tilbuddene fra Erhvervscentret og
Væksthus Midtjylland generelt stimulerer til, at flere vælger at kaste
sig ud i at blive iværksættere.
Det er altså vigtigt, at den slags støtte når helt ud i yderområderne -
hvis flere fik den hjælp, ville vi sikkert have flere velfungerende
virksomheder og flere arbejdspladser herude”, siger han.
Nyt tilbud til iværksættere i landsbyer og landdistrikter
I løbet af sommeren vil mange flere iværksættere i landsbyer og
landdistrikter få et nyt tilbud, så også de får den bedste mulige start.
Projektet ”Iværksætteri og virksomhedsudvikling i landdistrikterne”,
som Region Midtjylland støtter med 3,5 mio. kroner, omfatter
opsøgende arbejde i forhold til virksomhederne og tilbud om
vejledning, deltagelse i netværk og hjælp til at søge midler i
Landdistriktsprogrammet.
Samlet set er disse virksomheder nemlig ikke så vækstorienterede
som andre virksomheder, og undersøgelser viser, at de ikke er
tilbøjelige til selv at søge hjælp hos erhvervskontorer og Væksthuset.
”I øjeblikket sker der et tab af arbejdspladser, der især går ud over
landdistrikterne. Vi håber, at dette initiativ kan trække i den anden
retning”, siger Bent Hansen, formand for Vækstforum og
Regionsrådet for Region Midtjylland.
”Intentionen er at bruge erfaringerne fra dette projekt til sammen
med kommunerne at finde ud af, hvordan vi fortsat kan forbedre
tilbuddene til virksomhederne i landdistrikterne”, siger Bent Hansen.
Nødvendigt og godt erhvervsinitiativ
Erhvervsdirektør Thomas Yde Tordrup fra Erhvervscentret i
Ringkøbing-Skjern hilser det kommunalt-regionale samarbejde
velkommen. Han er ikke i tvivl om nødvendigheden af at hjælpe de
mindre virksomheder i landdistrikterne.
”Selvfølgelig skal vi sikre rammerne for vækst i de større byer og
industriområder, men vi er altså også afhængige af, at der er
virksomheder og dermed arbejdspladser på landet. Mange af dem er
vi nødt til at gøre en ekstra indsats for - ellers flytter de væk eller
lukker”, slutter Thomas Tordrup fra Erhvervscentret i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Øvrige artikler


