Læs den lokale avis
Læs dagens aktuelle nyheder i Dagbladet Ringkøbing-Skjern
Omtale i Dagbladet Ringkøbing-Skjern
Nu er Søndervig deres blivende sted
Lykkelig, lykkeligere, lykkeligst - Ringkøbing!
Santa har tegnet og syet sig til to uddannelser
Fordomme om Ringkøbing holder ikke
Der er kun plusser ved Vestjylland
Nu er Søndervig deres blivende sted
Pensioneret arkitekt fra Samsø og hans frue har i moden alder rykket teltpælene op og er flyttet til Søndervig. Flytningen er blevet en ubetinget succes
Nogle mennesker er så sprudlende, livsglade og positive, at man må overgive sig med det samme. Straks man møder dem, er man på bølgelængde. Sådan nogle mennesker er ægteparret Anna Maxen, 63 år, og hendes arkitektmand Henning Jensen, 81. Avisen Vestjylland havde hørt om deres spændende bolig, et længehus på Nordsøvej i Søndervig, og vi blev meget venligt budt indenfor. Det blev til en snak, som kom til at dreje sig om meget mere end det, vi kom for. At ægteparret som modne mennesker er "havnet" i Søndervig, er en længere - og ganske spændende historie. De er kommet langvejs fra, men nyder nu året rundt tilværelsen i dette hus, som Henning Jensen naturligvis selv har tegnet. Hun er stadig travl på arbejdsmarkedet, Anna Maxen laver
meget smukke og eksklusive smykker i sølv og rav, og dem sælger hun i en velbesøgt butik i midtbyen, som hun i sommertiden holder åben fra torsdag og ugen ud.
300.000 kvadratmeter
Han er også stadig aktiv og har allerede tegnet det første sommerhus i Søndervig, som indehaverne har taget i brug. Og han får fortsat henvendelse om forskelligt indenfor sit fag. At han er flyttet så langt mod vest, er ingen hindring for dét.Henning Jensen var fra 1965, til han gik på pension som 70-årig, medindehaver af den anerkendte tegnestue C.F. Møllers Tegnestue i Århus, som blandt andet har tegnet Århus Universitet. Henning Jensen var ikke blot virksom i Danmark, adspurgt fortæller han, at han - primært for den store danske koncern Grundfos - har sat sit fingeraftryk på cirka 300.000 kvadratmeter i Taiwan i øst til Californien i vest! Han har for eksempel også tegnet et hotel i Alsace og et hus på 2500 kvm i San Diego.
En håndens kvinde
Anna Maxen og Henning Jensen har været gift i 30 år. Hun arbejdede først som rektorsekretær på Universitet, siden som sekretær på C.F. Møllers Tegnestue. Som 42årig blev hun alvorligt syg, men blev heldigvis rask igen. Hun sagde da til sin mand, at herefter ville hun kun beskæftige sig med noget, hun havde lyst til. Det, hun fandt ud af, hun havde lyst til og som - viste det sig - hun også havde stort talent for - var at fremstille smykker i sølv. -I skolen var jeg glad for sløjd, jeg kan godt lide at arbejde med mine hænder, og en dag meldte jeg mig til et todages kursus i at arbejde med sølv. Da vidste jeg, at det var det, jeg skulle give mig til, fortæller Anna Maxen, som solgte sit første unika ravsmykke i 1992.-Siden tog jeg flere kurser, og en dag var jeg så heldig, at guldsmed Hingelberg i Århus spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at være med i en uges tid på hans værksted. Det blev til 14 dage, og også der lærte jeg meget.Ved parrets sommerbolig på Samsø, som blev til deres helårsbolig, da de efter Henning Jensens pensionering flyttede fra
Århus, fik Anna Maxen indrettet en lillebitte butik med værksted, hvor kunderne snart stod på nakken af hinanden for at købe hendes unike arbejder.
Forlibt i Vestjylland
Ægteparret har altid været meget glad for Vestjylland, og da Henning Jensen en dag i avisen så, at et sommerhus på en stor grund var til salg i Søndervig, startede parret bilen allerede samme dag og kørte over for at besigtige det. Og endte med at købe det. Da huset ikke var meget bevendt, besluttede de sig for at opføre et nyt hus på grunden på 80 kvm. Derefter opholdt de sig på skift her og på Samsø.I 2005 blev Henning Jensen pludselig syg, han fik et alvorligt hjerteanfald, mens parret opholdt sig på Samsø. Han var heldig, han blev med helikopter fløjet til Skejby Sygehus, hvor han blev opereret i hjertet. Operationen med efterbehandling medførte uheldigvis, at han fik dårlige nyrer og måtte i dialyse. -Det fik os til at tænke lidt over tingene. Jeg var samtidig blevet så begejstret for Søndervig, at jeg forsøgte at overtale min kone til, at vi skulle flytte hertil permanent. Hun grundede meget længe over det, for hun var så glad for Samsø og sin lille virksomhed. Desuden ville hun gerne, huset her skulle have været lidt større, hvis vi skulle bo her året rundt. I
januar 2006 sad vi i bilen på vej hertil, vi var omkring Herning, da hun spurgte mig: Hvor meget er det, du siger, vi må bygge til!? Da vidste jeg, fruen havde besluttet sig, smiler Henning Jensen.-Ja Henning blev så glad over det, at han inviterede på frokost med øl og snaps på Hotel Ringkøbing. Længere nåede vi ikke dén dag, ler hans kone.
Fik igen butik og værksted
Huset i Søndervig blev forøget med 40 kvm. Og efter nogen turbulens i dialysebehandlingen, den foregik først som hjemmedialyse, er
Henning Jensen nu kommet ind i en god gænge med behandlingen. Han tager tre gange om ugen til dialyse på sygehuset i Holstebro, og han har det helt fint igen. Skæbnen magede det sådan, at Anna Maxen fandt en velegnet butik på Badevej midt i Søndervig, mens hendes mand i hjemmet har indrettet et værksted til hende i et lille udhus.Og med ægteparrets åbne sind over for omverdenen har det ikke taget lang tid, før de knyttede kontakter lokalt. -Vi synes, vi er så priviligerede. Selv om vi blev udsat for sygdom, åbnede der sig nye muligheder for os. Jeg siger ofte tak, for alle "de gode gaver", jeg synes, vi har fået i livet, siger Anna Maxen og ser opad. Og hendes mand tilføjer:-Vi har aldrig kedet os, og vi har også ind imellem slidt hårdt. Det er gået ud over fysikken. Men jeg har nu et motto, som siger, at "dø af skræk, det gider jeg ikke!"holdt de sig på skift her og på Samsø.I 2005 blev Henning Jensen pludselig syg, han fik et alvorligt hjerteanfald, mens parret opholdt sig på Samsø. Han var heldig, han blev med helikopter fløjet til Skejby Sygehus, hvor han blev opereret i hjertet. Operationen med efterbehandling medførte uheldigvis, at han fik dårlige nyrer og måtte i dialyse. -Det fik os til at tænke lidt over tingene. Jeg var samtidig blevet så begejstret for Søndervig, at jeg forsøgte at overtale min kone til, at vi skulle flytte hertil permanent. Hun grundede meget længe over det, for hun var så glad for Samsø og sin lille virksomhed. Desuden ville hun gerne, huset her skulle have været lidt større, hvis vi skulle bo her året rundt. I januar 2006 sad vi i bilen på vej hertil, vi var omkring Herning, da hun spurgte mig: Hvor meget er det, du siger, vi må bygge til!? Da vidste jeg, fruen havde besluttet sig, smiler Henning Jensen.-Ja Henning blev så glad over det, at han inviterede på frokost med øl og snaps på Hotel Ringkøbing. Længere nåede vi ikke dén dag, ler hans kone.
Anna Maxen og Henning Jensen
Anna Maxen, 62 år og Henning Jensen, 80 år. Flyttede permanent fra Samsø til sommerhuset på Nordsøvej 259 i Søndervig i foråret.
Gift på 30. år.
Hun har været sekretær for blandt andet rektor på Århus Universitet og de seks chefer på CF Møllers
Tegnestue i Århus. Begyndte at fremstille smykker i 1985 og har gjort det lige siden under navnet »Sølv Rav Anna Maxen«.
Han er uddannet tømrer og derefter arkitekt. Fra 1965 til 2000 medejer af CF Møllers Tegnestue, der udviklede sig fra at have 14
ansatte, da han kom til 150, da han rejste.
Hans område var blandt andet højere læreanstalter og al udenlands-byggeri. Således har han slået stregerne til det første studenterhus på Århus Universitet samt institutterne for biologi, naturvidenskab samt
administrations-bygningen - eller ført den eksisterende bygnings-ånd videre.
Til gengæld har han tegnet Grundfos, både den i Bjerringbro samt de mange afdelinger, som firmaet har i udlandet.
CF Møllers Tegnestue har afdelinger i Ålborg, København, Oslo,
London og Berlin. Den har vundet adskillige konkurrencer og står blandt andet for byggeriet af Århus Universitet, Statens Museum for Kunst, Tuborg Nord, Idrætsparken i København og Skejby Sygehus.
Af Aase Baden Nielsen
24823043
Lykkelig, lykkeligere, lykkeligst - Ringkøbing!
Vi danskere jagter lykken som aldrig før. Ja, vi har vel nærmest udviklet os til én stor flok lykkeriddere.
Ikke mindst på den materielle front drejer lykkehjulet som aldrig før. Og stikkes der kæppe i vores hjul, klarer vi miseren ved at
skrue op for forbruget af lykkepiller, der i år slår alle rekorder. Ved et kig i Brøndums Encyklopædi under lykke, finder man følgende definition på fænomenet: »Lykke er en luftform, der ikke kan isoleres«. Sammesteds hedder det under overskriften lykkefølelse: »De største glæder er gratis. Dette er måske forklaringen på, at de, som er i stand til at købe sig til oplevelser, oftest er glædesløse«. Men hvad nu, hvis lykken i vores hverdag slet ikke er gods eller guld, men ligger for vore fødder. Lige til højrebenet. Eller klar til at blive samlet op. Blot fordi vi er nogle lykkens pamjulefise, der er så heldige at bo lige hér i Lykkekøbing, hvor vi sammen med nogle få tusinde andre ligesindede har valgt at slå vores teltpæle op. I den by, hvor de mest lykkelige europæere bor. Det fabulerer den hjemvendte Ringkøbing-søn, Berlingske Tidendes tidligere Italienskorrespondent, journalisten og forfatteren Morten Beiter over i sin artikel om »Den lykkeligste by i hele Europa: Ringkøbing« (læs den i dagens weekendtillæg LIV). En lykkeforsker fra Handelshøjskolen i Århus giver ifølge Beiter ikke fem flade øre for de årligt tilbagevendende Euro-barometer-undersøgelser, som ligger til grund for kåringen: »Man spørger fem-ti personer i f.eks.
Ringkøbing om deres syn på deres by og sammenligner det med svarene fra 10-20 forskellige mennesker på Frederiksberg. Det er slet ikke seriøst«, lyder det fra Århus-forskeren. Av min arm, tænker klummeskriveren så. Vil det så sige, at de velkomstskilte, som en jubellykkelig købstadschef i huj og hast fik sat op ved indfaldsvejene til vores by, er løgn og latin? Eller er det bare de hersens forskere, der er så kloge, at det halve kunne være nok - og måske er lidt halvmisundelige og sure på Århus' vegne? Næh, nej, den går ikke Granberg. For der går ikke røg af en brand, uden at der er ild i den. Noget må der da vel for pokker være om snakken? Lørdagshjørnet har derfor sat sig for i den forgangne uge at stikke fingeren i den lokale sandjord, for at finde frem til lykkelige ringkøbingensere. Efterkommere af Leif den Lykkelige? (I ved nok, vikingen Erik den Rødes navnkundige søn. Ham, der som den første satte foden på nordamerikansk jord og kaldte det Vinland - længe før Columbus drog vestpå).
Jagten på lokale lykkelige Leif'er gik ind. Finde Leif'er for hvem det er lykkes at lægge deres Columbusæg her og finde lykken. I Ringkøbing. At det gav pote vidner seks glade ringkøbingenser-smil om...
Leif den Lykkelige Jepsen, lektor
Fanger lektoren på gymnasiets bogdepot og stiller ham spørgsmålet: »Hvad er lykke for dig, og hvorfor er Ringkøbing den lykkeligste plet i Europa?«
Fysik og kemilæreren reagerer glædesstrålende og fortæller, at han skam har en kone, som han elsker højt (uden for citat!). Dertil tre dejlige børn, en dejlig stor familie. Han er glad for sit arbejde og sine kolleger, og føler, at han er »begavet« med nogle flinke og interesserede elever. Han erklærer sig rask og rørig og siger, at Ringkøbing er et dejligt sted og en dejlig by: - Fordi der hersker en kombination af vestjysk besindighed - og alligevel er her højt til loftet.
Leif giver uden tøven Ringkøbing og det liv, han lever her, topkarakteren 10 ud af 10 mulige. For som han tilføjer: »Jeg er et kristent menneske, og det tjener ikke noget formål at gå rundt og surmule« - hvorpå han giver klummeskriveren lektier for til næste dag: - Gå hjem og læs de to første vers i salme nummer 32 i Den danske Salmebog, Hr. klumme-Egelund, dér står det hele:
»Hvad hjælper al vor sorg og klage,
hvad hjælper os vort ak og ve!
hvad hjælper det, at alle dage
vi surt til jord og himmel se!
Vi fylder kun vor modgangs skål
med sligt unyttigt klagemål.«
Leif den Lykkelige Roed, pensioneret civilforsvarsleder
Leif og hustruen Inger er krøbet op på 1.sal i deres rækkehus i Strandvænget, hvor der de kommende to dage skal monteres nye Velfac vinduer i samtlige huse. Alt står pivåbent. Men der er ingen sure miner. Svaret falder prompte på, hvad der for ham gør Ringkøbing til et lykkeligt sted at bo:
For det første naturen, fjorden og Vesterhavet. Et godt sted for børnefamilier at udfolde sig, med masser af tryghed og tumleplads for alle, børn og voksne, unge og gamle. For det andet er Ringkøbing en rar at bo i en by, hvor folk - bortset fra nogle få (sic!) - ikke har ondt i en vis legemsdel over, at et par bankdirektører scorer kassen, fordi de spillede på den rigtige hest. For det tredje på grund af byens blomstrende musikliv (Leif er trompetist i Ringkøbing Bigband). Takket være en musikskole, der i årevis har fostret talent. Leif og Inger stammer oprindelig fra Odder, og da de for en halv menneskealder siden flyttede vestpå, sagde venner og familie med slet skjul medlidenhed i stemmen: »Nu må I have det så godt derovre!« - Og tænk, det har vi haft det lige siden!, slutter Leif Roed med et lunt smil.
Leif den Lykkelige Engelsbak, tidligere forstander på Handelsskolen
Leif og fru Else Marie er netop kommet hjem fra forårsferie på Kreta. Til huset i Vestergade, nabo til Torvet. Og Leif er, efter ti år på La Santa Sport, vendt definitivt hjem som »pensionist«. Han lægger ikke skjul på, at når han er ude, så længes han frygteligt hjem til byen ved fjorden. På
spørgsmålet, om Ringkøbing nu også er Europas lykkeligste plet at slå sine folder i, svarer han: »Ja, da! 100 procent enig! Det er der flere grunde til:
1. Den lokale befolkning, og vestjyders ligefremme, usnobbede måde at være på. Alle kender alle.
Man hilser på hinanden, slår ud med hånden. Ikke noget med Hr. Engelsbak mig her, og Hr. Bankdirektør dér! Hvis man vinder folks tillid, så har man den forever. Og hvis man gør en indsats for byen, yder noget, og ikke bare nyder, så bliver det også
påskønnet.
2. Byen har et helt OK kulturliv, hvilket bl.a. skyldes de tre uddannelsesinstitutioner ude på Vasevej, der huser hen ved 1000 unge mennesker. De skaber liv i byen.
3. Og sidst men ikke mindst er byens fysiske rammer perfekte. Det kan vi
takke den fremsynede arkitekt Draiby for. Den nænsomme restaurering af den indre by samt Torvet er noget, folk kommer langvejs fra for at opleve. Efter en sommerlørdag med jazz på Torvet er det svært at få armene ned!«
Leif den Lykkelige Hansen, pensioneret overmontør
Den 73-årige eks-mesterbokser, der stammer fra Århus, kom hertil for nøjagtig 50 år siden. Sammen med fru Hansen har han opfostret tre børn, der hen ad vejen har givet ægteparret - »ja, er det ikke syv børnebørn vi har«, spørger han ud mod køkkenregionerne. Leif har været telefonmand i 40 år, har derfor et udmærket kendskab og overblik over hver en krog og afkrog af Ringkøbing og omegn - erhvervet hængende oppe i utallige telefonmaster. Han har altid som »indvandrer« følt sig vel modtaget. Startede i tidernes morgen i Fiskernes Bokseklub. Slog sig senere igennem i Ringkjøbing amatør Bokseklub. Det var dengang, der blev bokset på Højskolehotellet. Leif har hjemført 11 mesterskaber i let-mellemvægt (seks jyske, fire danske og et nordisk). Plus den famøse OL-deltagelse i 1960. - Du spørger, hvorfor Ringkøbing er en lykkelig plet? Jamen det er den fordi ringkøbingenserne er rare, hjælpsomme og omgængelige mennesker. Og hvis du dertil lægger naturen, Æ' Haw, Fjorden, byen, så skal man stå tidligt op for at finde noget bedre.
Leif den Lykkelige Nielsen, viceskoleinspektør på Rindum Skole
Der er gang i plæneklipperen omme i parcelhushaven i Heboltoft. Prøvede først at passe fyren op på skolen; men som altid sad lærerne i møde...
Vi sætter os nu, senere på eftermiddagen, på terrassen, og den uundværlige pibe bliver skønsomt lagt på havebordet: - Jeg stammer oprindelig fra Tarm. Kom hertil i 1970. For mig er det naturen, Fjorden og så byen, hvor der sker en masse. Jeg kan godt lide vestjysk ordholdenhed - et ord er et ord. Jo, og så den vestjyske, lidt »skæve«, underspillede humor, som det nok tager nogen tid for jer folk østfra at greje. Ifølge Leif har Ringkøbing været et godt sted at slå rødder, da man rimeligt ukompliceret får strikket sig et netværk sammen. Og så gør det vist heller ikke noget, at en søn og svigerdatter med samt to børnebørn er vendt hjem til byen. Tæt på farmor og farfar.
Leif den Lykkelige Glintborg, direktør for Multiform i Kibæk
Stammer oprindelig fra Skive, og »kunne nok ikke leve uden vand omkring mig« siger han. Vi sidder i spisestuen i et skønt gennemrestaureret murermesterhus af Plesner-typen på Tangsvej. Leif blev af en arbejdskollega i 1987 inviteret til Havnefest og faldt pladask for Ringkøbing-pigen Vicky. Har arbejdsmæssigt rejst verden tynd og har boet udenlands: Saudi Arabien, Malaysia...: - Men hvad enten turen går til København eller New York, så glæder jeg mig hver gang til at komme hjem. Fordi Ringkøbing er en god størrelse by - ikke for stor og ikke for lille. Med mulighed for en tryg opvækst og gode uddannelsesmuligheder for et par børn som vores, der i mellemtiden er blevet 14 og 17 år. Og så er Ringkøbing en hyggelig, charmerende by med »sjæl« og gamle, velholdte huse, som jeg ved enhver given lejlighed er stolt over at vise frem til forretningsforbindelser fra nær og fjern på besøg i firmaet. Jo, og så er der Fjorden: Tænk at bo midt i en by, hvor man har land, fjord og hav inden for gå-afstand. En spadseretur ved havet, hvor ens tanker bliver blæst igennem. Herligt!.
Af Lars Egelund
20070428
Den schweiziske trio i vest
Tre schweizere har søgt fred, ro og det enkle liv på en naturskøn plet på Lodbjerg Hede tæt ved havet
Sommeren over møder Dagbladet mennesker, der er flyttet til Ringkøbing-Skjern fra »den store verden«.
Schweiz er en føderation af 26 republikker, kaldet kantoner inden for det Hellige Romerske Rige og rent faktisk uafhængigt fra 1500-tallet. Landet har en gennemført politik med streng neutralitet. På grund af neutraliteten har en række internationale organisationer hovedkvarter her f.eks. Røde Kors og Den olympiske Komité.
Hovedstaden er Bern, men den største by er Zürich. På grund af kantonernes udstrakte selvstyre, bevarede de deres forskellige sprog, og det betyder for mange schweizertysk, fransk, italiensk og rætoromansk officielle sprog.
Befolkningstallet er knap 7,5 millioner, og valutaen schweizerfrank. Landet er kendt for ski, mysli og alpehornet.
Eveline Reusser er 26 år, født og opvokset i skisportsområdet St. Moritz. Hun er bankuddannet i sit hjemland og kom til Holmsland i maj 2005. Hun har arbejdet i Ringkøbing Landbobank, været medhjælper i kærestens firma, og fra den 1. juni er hun ansat hos Sol og Strand i Søndervig.
Marcel Thut kom til Holmsland for fire et halvt år siden, lokket af lysten til udlandet og sin daværende danske kone. Han er fra Biel, der ligger nordvest
for Bern, 37 år, uddannet tømrer og har haft sit eget industrimalerfirma i ti år. Det første år her i landet arbejdede han hos Nørrehus Kolonial i Ringkøbing, derefter godt et år på Velfac, inden han omdannede en tidligere tysk ambulance til værksted og begyndte for sig selv med malerfirma, træbehandling og tømrerfirma.
Parret bor sammen på Risbjergvej 60, som er et af de få helårshuse på Lodbjerg Hede. Huset har de købt og indrettet med bolig til dem selv foruden en ferielejlighed til udlejning eller bed and breakfast. Desuden har de et sommerhus, som de lejer ud. Hos dem bor midlertidigt Marcels tidligere sweiziske nabo Reto Sommer, der er uddannet økonom. Han går til hånde hos dem og i Marcels firma, indtil han får sine ting herop og finder et arbejde.
HOLMSLAND: Først kom Marcel Thut til Holmsland fra Schweiz, så fulgte hans kæreste Eveline reusser, og for nylig sluttede hans gamle nabo Reto Sommer sig til, så nu er det en schweizisk trio, der nyder fred, ro og det enkle liv i Lykkens perle - et af de få helårshuse på Lodbjerg Hede.
De er alle tre enige om, at det er med god grund, Ringkøbing er kåret som Europas lykkeligste by. Marcel Thut vidste, at han ville vestpå i landet og tæt på havet, da han slog sig ned på Holmsland.
Sproget er vanskeligt, men det er en udfordring at lære, og derfor valgte jeg at arbejde hos Nørrehus Kolonial, så jeg kom i kontakt med mange mennesker. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle være selvstændig, netop på grund af sproget, men jeg har gode og rare kunder, så det går nemt, siger Marcel Thut, der taler godt dansk med en charmerende accent. Han blev godt modtaget, da han kom herop, og fik god hjælp af de mennesker, der før boede i huset, som han og Eveline nu har købt. De mødtes for tre år siden i Schweiz, og hun havde slet ikke forestillet sig, at hun skulle bo i Danmark. - Men da jeg havde været her fire-fem gange, sagde jeg ja til at flytte, fordi jeg følte, at det var godt at bo. Jeg troede ikke, jeg kunne undvære bjergene, men her har jeg haven. Vi ville slet ikke have mulighed for at købe stedet her i Schweiz, for det kræver mange penge, og det er meget sværere at låne penge i banken, fortæller Eveline, der tager på skiferie i sit fødeland en gang om året og til daglig har bjergene hængene som billeder i stuen. Hun fik arbejde inden for sit fag heroppe, men det var ikke, som hun havde forestillet sig og uden kundekontakt, så da hun fik et godt tilbud fra Sol og Strand, slog hun til - og det er hun glad for. - Jeg nyder at være herhjemme, for jeg synes, det er som at holde ferie. Her er afslappet og roligt, og det betyder meget for os at gå tur med vores hund Okia, en sibirian husky på syv år. Vi kommer på stranden med den mindst en gang om ugen, fortæller Eveline. For dem begge betyder det meget, at livskvaliteten i Danmark er højere for dem end i Schweiz. De hylder det enkle liv og synes, de har det bedre, når de har det, de skal bruge, og ikke mere.
- Livet er for kort til dårlig vin, og vi kan godt lide at lave god mad og sidde længe over det ved langbordet, mens vi snakker, siger de.
Det kan Reto Sommer i høj grad tilslutte sig. Han synes nemlig, der er for mange bjerge og for mange mennesker i Schweiz. Nu søger han ligesom sin tidligere nabo en ny tilværelse heroppe, hvor han mener, der er større frihed for den enkelte og flere muligheder for en veluddannet mand. Han har bevidst slået sig ned i et randområde, fordi han mener, at der her er et potentiale, fordi områdets unge tager til Århus og København for at uddanne sig og bliver ovre østpå.
Af Annette Holm
20070621
Santa har tegnet og syet sig til to uddannelser
Hun er uddannet designer og konstruktør i Letland. Nu kan Santa Strausa Krog også kalde sig designer-assistent
Flotte tegninger af kvinder i smukke, farverige kjoler. Tykke mapper fyldt med fantasifulde og lækre kreationer. Begge dele som taget ud af et modeblad.
Bag dem står den 28-årige Santa Strausa Krog, der netop har afsluttet uddannelsen som designer assistent på Teko Centret i Herning. Men det med at tegne modeller og modetøj har hun med fra sit hjemland, Letland, sammen med en tre-årig uddannelse som designer og konstruktør. - Jeg har altid tegnet og tegnet og tegnet små dukker med tøj. Det var derfor, jeg ville være designer, fortæller Santa Strausa Krog. Og mindes, at hun fik en del skæld ud, når hun som barn tegnede i timerne - og at matematikhæftet var fyldt med tegninger af dukker. - Det kan man godt mærke på matematikken i dag,
indskyder hendes mand Ole Krog med et kærligt smil. De mødte hinanden for godt fem år siden, Santa Strausa flyttede til Danmark, og de blev gift. Og hun begyndte senere på uddannelsen som designer assistent på Teko Centret i Herning - for at stå bedre rustet i Danmark. Det var ifølge Santa Strausa, der taler dansk, lettisk og russisk, noget af en udfordring. Mens uddannelsen i Letland fokuserede mest på det kreative, fantasifulde og de mere unikke modeller, var uddannelsen i Herning baseret på masseproduktion af almindelig modeller og økonomien. - Men det har hjulpet mig meget, at jeg vidste noget om komposition og farver - og at jeg kunne tegne, fortæller Santa Strausa Krog. Det var også i Danmark, at hun for alvor fik erfaring i at sy -
specielt, da hun kom i praktik hos Syværkstedet på Holmsland. - Jeg havde ingen opbakning til at sy. Men det fik jeg fra Helene (Madsen, indehaver af Syværkstedet). Hun gav mig virkelig selvtillid og gjorde, at jeg ikke var bange for at sy.
Selskabstøj
I stuen på Vesterhavsvej i Vedersø viser hun nogle af sine færdige resultater - en lækker halvlang hørjakke med frakkeskøder, korte og lange selskabskjoler med tilhørende bolero tilsat en flot halsudskæring og nederdele. En kombination af bundne opgaver på skolen og kreationer helt efter Santa Strausa Krogs eget hoved. Det er mest til selskabstøj, til unikamodeller. Inspirationen henter hun ofte i stofferne. Og hun går sjældent forbi en stof- eller genbrugsbutik - og kommer ikke tomhændet ud derfra. - Jeg bruger for eksempel stoffet fra en lang nederdel eller syer tøjet om, fortæller hun, der med uddannelsen i Herning har bevist, at hun også kan designe tøj til en bestemt målgruppe. Santa Strausa Krog er nu vendt tilbage til sin praktikplads - cirka 20 timer om ugen.
Hendes håb er at få job i et firma, hvor hun kan assistere designeren og på den måde få noget erfaring for måske en dag at få job som designer. Hendes ultimative drøm er at få sit eget eller finde et sted, hvor hun kan udvikle og realisere sine helt egne ideer.
20070228
Fordomme om Ringkøbing holder ikke
Familien Mikkelsen fra Hvidovre er lige flyttet til Ringkøbing og føler sig fantastisk godt modtaget af vestjyderne
RINGKØBING: Vestjyder er reserverede og svære at komme ind på. Det var en af de fordomme, som Helle og Kuno Mikkelsen mødte i Hvidovre, da de fortalte, at de ville flytte til Ringkøbing.
- Den fordom kan vi slet ikke genkende, vi er blevet taget utrolig godt imod, siger de begge. Kuno Mikkelsen har allerede været til 50-års herrefrokost hos en nabo, ligesom naboerne har budt velkommen med blomster. Børnene har været på besøg i deres respektive klasser flere gange, hvor klasselæreren har
taget sig god tid til at snakke. - Den slags kender vi slet ikke fra Hvidovre. Der er man mere sig selv nærmest, her er meget mere nærvær, siger Helle Mikkelsen. For eksempel var vaskemaskinen ikke sat til, da familien flyttede ind på Islandsgade for en uge siden, men elektrikeren fandt alligevel tid til at ordne det, selv om han egentlig var fuldt booket op. - Her er en vis smidighed, ting kan lade sig gøre. Håndværkerne får os puttet ind i rækken af opgaver, selv om de i princippet kunne være ligeglade, siger Helle Mikkelsen. Før boede familien i et guldbryllupskvarter i Hvidovre, og børnene måtte krydse en stærkt trafikeret vej for at komme til skole. - Det er jo paradis at komme herover, hvor man kan lade børnene cykle på stisystemer, og der er legekammerater på alle sider, siger Helle Mikkelsen. Hun tror ikke, at familien kommer til at savne storbyens kulturtilbud. - Vi brugte ikke København ret meget, det blev højst til en Tivolitur eller en kanalrundfart, siger hun.
Mere samvær
Kewin på 16, Jacqueline på ti og Nathalie på fem år har været involveret i flytteplanerne lige fra starten. Helle og Kuno Mikkelsens argument for at flytte var, at familien skulle have mere tid sammen i hverdagen. - Da børnene hørte det, havde de ingen indvendinger, bare vi fik mere tid som familie, siger Helle Mikkelsen. - Jeg synes, at det er fint med en ny start, indskyder Kewin Mikkelsen, der efter sommerferien starter i 10. klasse på Ringkøbing Skole.
Eneste lille minus er, at han er flyttet væk fra sit arbejde i en Føtex, hvor han havde mange kammerater. - Men jeg skal til jobsamtale i Kvickly, så nu må vi se, siger han. Jacqueline skal starte i 5.c på Alkjærskolen og har mødt sin nye klasse to gange. Siden har hun holdt kontakten via sms og e-mail.
- Jeg har prøvet at skifte klasse før, og det var okay, siger Jacqueline Mikkelsen.
Ny branche
Helle og Kuno Mikkelsen er begge født og opvokset på Sjælland, men er kommet meget i Jylland på familiebesøg. Helles forældre har sommerhus ved
Aargab, og de har altid besøgt Ringkøbing i ferierne. - Vi har altid syntes godt om byen og da vi så Expert-butikken var til leje sidste sommer, slog vi til, fortæller Helle Mikkelsen. Den 26. august åbner parret tøjbutikken Monaco i V. Strandgade, hvor de vil sælge modetøj til hele familien. Det er et spring til en ny branche, men det skræmmer ikke parret. Helle Mikkelsen var administrativ leder på en skole, mens Kuno Mikkelsen har været selvstændig med et ejendomsservicefirma. - Så moms og regnskab er ikke ukendt for os, griner Kuno Mikkelsen. Men det vigtigste for familien er, at de får mere tid sammen, både i butikken og derhjemme.
Af Jette Sørensen
20060705
Der er kun plusser ved Vestjylland
Helle og Kuno Mikkelsen samt deres tre børn har valgt at flytte fra Hvidovre til Ringkøbing for at få mere tid sammen som familie
RINGKØBING: Skøn natur, frisk luft, tæt til fjord og strand, hjælpsomme mennesker og ikke mindst stilhed. Det er, hvad Helle og Kuno Mikkelsen har fået, siden de valgte at flytte fra Hvidovre til Ringkøbing.
- Vi har kun oplevet plusser ved Vestjylland - det eneste minus er vel fluerne, siger Kuno Mikkelsen med et smil. Parret følte, at hverdagen i Hvidovre var blevet for stresset og havde i et stykke tid talt om at geare ned. - Vi ville gerne have mere tid med vores børn, siger Helle Mikkelsen. Det er parret overbevist om, at de får nu. De har boet i deres nye hus på Islandsgade i en uge og kender allerede de fleste naboer. - Vi er virkelig blevet positivt modtaget og savner overhovedet ikke storbyen, siger Helle Mikkelsen. Parret har valgt først at åbne tøjbutikken Monaco den 26. august, så de får god tid sammen med børnene Kewin, Jacqueline og Nathalie i sommerperioden.
Af Jette Sørensen
20060705
