Bo med aktiv fritid i Hvide Sande

Bo midt mellem hav og fjord

Hvide Sande er med sin unikke placering lige midt i mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord det helt optimale sted, hvis du ønsker at bo tæt ved vandet. Her kan du være heldig at finde en bolig med udsigt til begge sider. Under alle omstændigheder kommer du til at bo i gå-afstand til både det brusende hav og det lidt mere stille fjordvand, hvis du flytter til Hvide Sande. 

 

 

 Foto: hvidesande.dk

 

Vandsport i verdensklasse

Et kig eller en tur langs havet er altid god balsam for sjælen. Er du til mere end udsigt, så kan du som tusindvis af andre fra hele verden boltre dig på vandhundenes legeplads. I Hvide Sande finder du vandsport i verdensklasse uanset om det er surf, SUP, kitesurf, windsurf, wakeboard eller noget helt andet. Kabelpark i Hvide Sande er Danmarks første og største kabelbane til wakeboard og vandski. Den årlige vandsportsfestival WATERZ, som er Skandinaviens største, rummer aktiviteter for alle lige fra nybegyndere til professionelle, blandt andet en World Cup i Windsurfing. 

 

Kabelpark

 Foto: hvidesande.dk

Som nye naboer kan du derfor måske få flere, der er til windsurfing, kitesurfing eller Stand Up Padling. Du kan året rundt møde folk med samme interesse fra hele verden, og der er plads nok til både de professionelle, de øvede og dem, der vil lære at dyrke vandsport.

 

Aktivt erhvervsliv

Bosætter du dig i Hvide Sande kan din nye nabo måske også blive en bådebygger eller en ingeniør fra Hvide Sande Shipyard,Steel and Service, en fisker, der leverer friskfanget fisk til de lokale restauranter og fiskebutikkerne, eller en specialarbejder i fiskeindustrien. For Hvide Sande har længe, før byen blev et yndet vandsportsted, været kendt som fiskerby, for sine mange fiskekuttere og som centrum for store arbejdspladser i fiskeindustrien. Og fiskeriet er stadig - sammen med turismen - byens varemærke.

Blandt Hvide Sandes andre kendte virksomheder kan nævnes maskinfabrikken as-scan og Hvide Sande Havn

 

Fiskeri

 Foto: Kurt Adsersen

Byen ligger midt på landtangen Holmsland Klit. Den blev til omkring det store sluseanlæg mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord, som blev bygget i 1931. Byen har nu én af Danmarks største fiskerihavne med omkring 200 hjemmehørende fiskefartøjer.

Borgerne i Hvide Sande har ry for at være i besiddelse af en ganske særlig iværksættertrang. Det er der brug for, når man er tæt på naturens kræfter. Her lader man sig ikke begrænse, men går sammen og får tingene til at ske. Uanset om det handler om en stor havneudvidelse, vindmølleprojekter eller store events.

 

Byliv og boliger med udsigt

Hvide Sande er den femte største by i Ringkøbing-Skjern Kommune – med godt 3.000 fastboende indbyggere, men det alsidige udbud af butikker og restauranter svarer til væsentligt større byer. Det skyldes de mange, som året rundt gæster området og efterspørger spændende shoppingmuligheder.

Du kan finde mange forskellige boliger i Hvide Sande. Alt fra små hyggelige boliger til store lækre parcelhuse. I nogle huse vil du have udsigt til Vesterhavet. I andre til Ringkøbing Fjord. Du kan også være heldig at få udsigt til begge dele.

Har du fået lyst til at flytte til Hvide Sande? Du kan se mere om, hvor du kan købe en boligleje en bolig eller finde en byggegrund, hvis du selv vil udforme din drømmebolig.

 

Hvide Sande

 Foto: Mette Trads 

 

Trafik

Du kan på pendlerkortet på forsiden se, hvor langt du kan nå rundt i bil med de mest gængse pendlertider, hvis du bosætter dig i Hvide Sande, men har job et andet sted. Der er busforbindelse, også X-bus, mellem Hvide Sande og Ringkøbing. Fra Ringkøbing kan du komme videre med tog eller bus til Skjern, Holstebro og Herning.

Fra Hvide Sande er der halvanden times kørsel til Billund Lufthavn og Midtjyllands Lufthavn.

 

Mere om Hvide Sande

Du kan læse mere om Hvide Sande under Ringkøbing Fjord Turisme. Du er også velkommen til at få en personlig rundvisning eller råd og vejledning hos tilflytterguiden for Hvide Sande-området.

 

Daginstitution og skole i Hvide Sande

Du kan se nærmere om Ringkøbing-Skjern Kommunes tilbud om dagpleje og børneinstitutioner her, og herunder er der kontaktoplysninger til Hvide Sandes dagpleje/ børnehave samt skolen:

Klittens Børnehus
Parallelvej 301, 6960 Hvide Sande
Telefon 99 74 12 00
klittens-boernehus@rksk.dk


Hvide Sande Skole
Skolevej 2, 6960 Hvide Sande
Telefon 99 74 26 60
hvidesandeskole@rksk.dk

Afdeling Fjordskolen (0.-3. klasse + SFO)
Gytjevej 70, 6960 Hvide Sande

 

Idræts- og svømmehal

Hvide Sande Hallen indeholder både idrætshal, svømmehal og motionscenter, og her kan du blandt andet se lidt om en af Hvide Sandes aktive foreninger Boldklubben Klitten

Du kan søge efter de lokale foreninger i Hvide Sande her og se mere om fritidsaktiviteter i Ringkøbing-Skjern Kommune under Fritid-Natur-Kultur.

Mette og Jens er flyttet på landet ved Lyne

Livet i København var rigtig fint for Mette og Jens, inden de fik børn, men efterhånden, som de nu tre børn kom til, kom også ønsket om at give dem de samme opvækstvilkår, som parret selv har haft i Vestjylland. Flytningen til Lyne blev aktuel, da Jens´s arbejdsplads flyttede til Esbjerg, og de fik mulighed for at overtage Mettes forældres gård ude på landet nær Lyne. Ud over udelivet fremhæver parret det nære miljø, et foreningsliv, hvor man er vant til, at alle løfter i flok, og at det er en selvfølge, at man altid hjælper hinanden, når man bor i Vestjylland.

 

Lotte og Ulrik er flyttet til Lem fra København

Grundige overvejelser om deres fremtidige liv – og særligt ønsket om et trygt børneliv for de to sønner – fik Lotte og Ulrik til at flytte fra bylivet i København til landsbylivet i Vestjylland. Valget faldt på Lem, da Ulrik fik mulighed for et karriereskift med et job hos Vestas, og siden dukkede ønskejobbet også op til Lotte. Flytningen har betydet, at børnene kan færdes frit i et trygt miljø tæt på naturen, og at familien har fået et større økonomisk råderum, der giver plads til både et stort hus, to biler, ferier og aktiv fritid. -Det havde vi ikke kunnet på samme måde i en større by, fremhæver Lotte.