Carl C

Job i Naturens Rige

Stålstærk virksomhed i bevægelse mod fremtiden

Arbejdsopgaverne er alsidige og karrieremulighederne mange som medarbejder i den bundsolide familievirksomhed, Carl C A/S. Kvalitetsmaster er kernekompetencen for metalproducenten, der slog rødder i den vestjyske muld i 1969.

På de 8.000 kvadratmeter fabriksbygninger og 17.000 kvadratmeter udendørs lagerplads arbejder cirka 45 medarbejdere. Smede, ingeniører, maskinteknikere, produktionsteknologer, kontorassistenter, revisorer og salgsmedarbejdere er blot nogle af de mange profiler, der er en del af den mangesidede hverdag i Carl C A/S.

− Her i virksomheden skaber vi rammer, der er med til at udvikle medarbejderne. De kan bevæge sig op eller ned ad karrierestigen, til siden eller skifte retning i et tempo, der passer til dem og deres livssituation. Vi har for eksempel en værkfører, der startede som lærling i Carl C A/S for 25 år siden, og i dag er han leder for 20 mand, fortæller administrerende direktør, Allan Jensen, der fik overdraget virksomheden af sine forældre tilbage i 2006.

Bundsolid og samtidig topgearet

Selvom produktet er noget så fast som metal, er der sket meget, siden virksomheden satte sine første master i jorden i den vestjyske stationsby, Lem.

− Selvom virksomheden har mange år på bagen, oplever jeg, at Carl C hele tiden fornyer sig. Vi har for eksempel investeret i køb af robotteknologi til svejseproduktionen og vores krævende offshore-projekter giver os værdifuld viden, der er med til at udvikle virksomheden, fortæller Sean Aggenem, der er kvalitets-, miljø- og sikkerhedschef i Carl C A/S.

Herudover indgår Carl C løbende videnssamarbejder med forskellige uddannelsesinstitutioner, hvor studerende inviteres ind i virksomheden for at løse konkrete opgaver til fordel for begge parter.

FAKTA:

  • Carl C A/S er specialiseret i fremstilling af stålmaster
  • Kundeporteføljen er fordelt på: telekommunikation, el, belysning og vindenergi
  • Virksomheden blev grundlagt i 1969 af Carl C. Jensen og Elisabeth Øllgaard Jensen. Sønnen, Allan Jensen, er i dag administrerende direktør i familievirksomheden
  • Kvalitet og sikkerhed har højeste prioritet for produktionen af gittermaster, hvoraf halvdelen eksporteres.