Job i Naturens Rige

KÆMPEVÆKST I GRØN ENERGI-VIRKSOMHED

Den stål- og energispecialiserede virksomhed Solid-Group i Skjern er vokset fra tre medarbejdere i 2003 til 125 i 2018. Takket været mod på innovativ teknologi og en direktør med en kæmpestor ja-hat.

Ejeren af Solid-Group, Carsten Lauridsen, drømmer stort på sin virksomheds vegne – og han fører drømmene ud i livet. Solid-Group udvikler sig hele tiden, tilpasser sig løbende nye markeder og dækker i dag adskillige fag-nicher, som kræver en mangfoldighed af kompetente fagfolk.

– Når noget kan optimeres med ny teknologi, så kaster Carsten Lauridsen sig ud i det. Sætningen ”det kan vi ikke”, hører vi aldrig fra Carstens mund, for nye, spændende tiltag, der giver større energioutput, skal prøves af, fortæller Ursula Bækkegaard, Sales & Marketing Coordinator i Solid-Group.

Fra underleverandør til innovatør

Da Carsten Lauridsen købte Kongevejens Smede- og Maskinværksted i 2003, levede virksomheden af at være underleverandør til globale energigiganter. Sådan er det ikke længere. I Solid-Group er der lyst til og mod på at gå nye veje i udviklingen af forretningen, og brugen af innovativ teknologi gælder både for indkøb af nye maskiner og de produkter, der bliver leveret.

– Vi har en ejer, som gerne vil fremad. Han fik hurtigt lyst til at sende sin virksomhed på en rejse mod egenproduktion. Visionen var at udvikle husstandsvindmøller, og en prototype blev udgangspunkt for den vindmølleproduktion, der er i virksomheden i dag. Det handler kort og godt om at undersøge markedet, kunne spotte et behov og så turde gå målrettet efter at opfylde det, forklarer Ursula Bækkegaard og uddyber:

– Succesen med vindmøllerne satte gang i hjulene, og i dag producerer vi blandt andet også gas- og eldrevne varmepumper, som anvender udeluft som varmekilde og som giver industri og fjernvarmebranchen mulighed for billigere varmeproduktion.

En bred palet af kompetencer

Udover danske fjernvarmeværker arbejder Solid-Group lige nu benhårdt for at komme ind på det engelske marked. Her er det blandt andet gartnerier, som har brug for en stor varmekapacitet. Og i så store størrelsesordner, giver det rigtig god mening at investere i varmepumper som alternativ til gas og olie.

– For at kunne holde gang i kedlerne, er det vigtigt, at vi kan tiltrække dygtige fagfolk. De fleste nye medarbejdere finder vi i lokalområdet, og med egnens tekniske skoler som naboer har vi direkte adgang til de bedste, nyudklækkede CNC-operatører, fortæller Ursula Bækkegaard og forklarer, at Solid-Groups nuværende ressourcer dækker over alt fra maskinteknikere, svejsere, glasfiberfolk og CNC-operatører til ingeniører, tekniske designere, kontorfolk, bogholdere, lagerfolk, montører samt service- og salgsfolk.

Om Solid-Group: 

  • I 2003 overtog Carsten Lauridsen Kongevejens Smede- og Maskinværksted. Dengang havde virksomheden tre ansatte og producerede kun specialbestillinger for kunderne.
  • I dag tæller Solid-Group 125 medarbejdere og har en helt anden volumen. Virksomheden er delt op i flere specialområder som aluminiums-, stål- og fiberproduktion samt flere salgsafdelinger.
  • Solid-Group har leveret mange husstandsvindmøller til det danske marked. Varmepumper er fortsat interessant i Danmark, og ellers eksporteres husstandsvindmøller og varmepumper til blandt andet Europa og Japan.