Job i Naturens Rige

Jobmuligheder i vækstjydernes hjem

Vi kalder populært Ringkøbing-Skjern Kommune for vækstjydernes hjem. Det er fordi, vi vestjyder har tradition for at skabe vækst og have de gode relationer mellem virksomheder, uddannelsesinstitutioner, foreninger, ildsjæle, borgere og kommune.

Lysten til at starte og drive egen virksomhed har skabt tusinder af job. Vi trækker i hinandens tråde og slår til, når den gode idé og mulighed opstår. Ringkøbing-Skjern Kommune gør også alt, hvad vi må, for at hjælpe virksomheder i gang og til at udvikle sig. Vi er klar, hvis du har en god idé. Bare kontakt Erhvervsrådet.

Vi kalder os også Naturens Rige. Der er fordi, naturen er vores største styrke - vi er og bliver rige på naturen. Naturen er grundlaget for vores vigtigste erhvervsområder: Fødevarer, turisme, energi og produktionsindustri, og der er gode job at søge. Du kan se mere i videoen herunder og under Job og Karriere.

 

 

Find et job

Er du på udkig efter et job? I Ringkøbing-Skjern Kommune har vi en af de laveste ledighedsprocenter i landet, så du har gode muligheder for at finde et job. Tjek vores jobopslag eller kontakt erhvervsrådet om deres tilflytterjob-service

Vores virksomheder har både brug for almindelige faglærte medarbejdere og højtuddannede specialister, og er du frisk og nyuddannet er der gode muligheder for at tage et karrierespring med et job i Ringkøbing-Skjern Kommunen. 

Drømmer du om at blive iværksætter? Så se tilbud til iværksættere

 

Praktik og projektansættelser

Vores virksomheder er også interesserede i at give studerende eller nyuddannede et praktik- eller projektforløb. Det giver både inspiration til virksomheden og dig som er studerende. Du får samtidig praktiske erfaringer og oplevelser i ”det virkelige liv”. Senere ender det måske med en fast ansættelse i et job i Ringkøbing-Skjern.

For at gøre det spændende og lidt praktisk lettere kan du som nyuddannet single eller studerende fra f.eks. Aarhus Universitet eller Aalborg Universitet bo midlertidigt på Career Campus i Ringkøbing, mens du er tilknyttet en af virksomhederne i kommunen. Visionen på Career Campus er at styrke erhvervsudviklingen i det vestjyske ved skabe et alternativt og fleksibelt fællesskab for fagligt stærke og engagerede højtuddannede, der midlertidigt er tilknyttet til det vestjyske erhvervsliv.

Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd medvirker gerne med formidling af et samarbejde mellem en studerende og en virksomhed.

 

 

 

Er flyttet fra København til Velling

Ønsket om mere plads, et liv med lokalt fællesskab, nærhed til familie og luft i økonomien fik Janni og Mikkel til at flytte fra Nørrebro i København til landsbyen Velling ved Ringkøbing Fjord. Coronaen satte skub i flytteplanerne i 2020 og beslutningen blev taget, inden bestsellerromanen ”Meter i Sekundet” og filmatiseringen af den satte ekstra fokus på tilflytterlivet i Velling. Landsbyen er nu verdens centrum - med en stor murermestervilla som ramme - for et trygt familieliv for parret og deres to børn, Konrad og Viktoria. Læs mere her.

Annie og Kurt er flyttet til Hvide Sande

Efter mange års forelskelse i Vesterhavet har Annie og Kurt bygget deres drømmehus i Hvide Sande. -Da vi tog den endelige beslutning, var der flere af vores venner, der sagde: Jamen, der sker jo ikke noget derude vest på. De følte jo nærmest, at hvis vi flyttede herud, så stod man af. Vi har oplevet, at vi er stået på! Vi er stået på et liv, der er mere i balance, siger Annie. Der står stadig lige meget i kalenderen, og parret fremhæver fordelene ved at have naturen og roen omkring sig og samtidig være en del af et aktivt lokalsamfund.