Stauning – vinder af landsbyprisen

Landsbyen Stauning ved Ringkøbing Fjord er kåret som vinder af Landsbyprisen 2020, der er uddelt af Region Midtjylland. Stauning, der har knap 400 indbyggere, er udvalgt blandt fem finalister. 

Begrundelsen for at give Stauning landsbyprisen er blandt andet, at byen er med til at vise vejen for, hvordan et lokalsamfund kan arbejde med økonomisk og social bæredygtighed. Borgerne i Stauning har selv formået at igangsætte og gennemføre en række projekter, f.eks. renovering af købmandsbutik, udvidelse af friplejehjem, etablering af ladestander til el-cykler, jazzfestival m.m.

Stauning har et stærkt foreningsliv, hvor der i høj grad samarbejdes på tværs om blandt andet nye aktiviteter. Stauning fremhæves også for at have en udpræget selvstændighedskultur, hvor der ikke er langt fra tanke til handling. Der er en stor gejst og vilje til selv at finde løsninger på de udfordringer, som landsbyen står overfor.

 

Her kan du se præsentations-videoen om Stauning i forbindelse Region Midtjyllands udvælgelse af årets landsbypris

 

Det kan Stauning byde på

I Stauning er der dagpleje og et børnehus med børnehave, en vuggestue-afdeling og en integreret fritidsordning, som er bygget sammen med skolen. Skolen har børn til og med 6. klassetrin. Stauning har også en købmandsbutik, der er renoveret af frivillige ildsjæle i byen.

Billede af købmandsbutikken

Den lokale købmandsbutik er renoveret af frivillige, og både inde og uden for er butikken et godt mødested for Staunings borgere

 

I Stauning er det blandt andet muligt at gå til badminton, gymnastik og fodbold. For børnene er der også ”Naturligvis”, en fritidsaktivitet med oplevelser i naturen. For seniorer er der tilsvarende fællesskab og naturoplevelser i Stauning-Dejbjerg + 60.

Der er gode muligheder for jagt i området og for kano- og kajaksejlads i den lavvandede Ringkøbing Fjord, hvor der naturligvis også kan bades både sommer og vinter.

Billede af Stauning Havn

Et glimt af havnemiljøet i Stauning

Stauning Havn er en hyggelig fjordhavn, hvor både lystfiskere, ornitologer og lystsejlere holder til. Her er også restaurant med lokale råvarer på spisekortet.

 

Stauning er på verdenskortet

Stauning er kendt på både lands- og verdensplan.

Landsbyen arrangerer årligt Ringkøbing Fjord Jazzfestival, der er et tilløbsstykke for byens og omegnens borgere plus mange faste gæster fra hele landet. Blandt kendte jazzmusikere er festivalen også et yndet sted at optræde og mødes. 

Foto af jazzorkester på scenen i Stauning

Mange store jazzorkestre indtager scenen ved jazzfestivalen i Stauning 

 

Landsbyens nabo er den prisvindende Stauning Whisky, der har sat byen på verdenskortet. Både produktionsformen og brugen af lokale råvarer er medvirkende til, at de gyldne dråber fra Stauning berømmes af kendere som blandt de bedste i verden. 

Billede fra whiskyproduktionen

Whiskyproduktionen i Stauning foregår midt i den vestjyske natur og med lokale råvarer

At ni venners hyggelige eksperimenter er blevet til verdenskendt whisky er et godt eksempel på den særlige vestjyske iværksætterånd.

Stauning er også tæt på de mange store arbejdspladser i Skjern og blandt andre på Vestas i Lem. Der er kun omkring ti minutters kørsel til dem. Her kan du se lidt mere om, hvad erhvervslivet tilbyder i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Lokalområdet huser desuden Stauning Lufthavn, med flyveklub, veteranflyklub og flymuseum.

 

Flere unge tilflyttere

Der bor knap 400 i Stauning, og 40 procent af dem er mellem 0 og 49 år.

Byen kan prale med at have en lille løbende vækst af tilflyttere. Indbyggertallet er vokset fra 347 i 2010 til 387 i 2020. Andelen af unge mellem 20 og 29 år har i samme periode også været stigende. De udgør 10 procent af indbyggerne i 2020 mod eksempelvis fem procent i 2015.

Du kan møde flere tilflyttere og høre, hvad de sætter pris på i Stauning på vores Playliste om Stauning.

 

Se mere:

Stauning har et tæt samarbejde med nabolandsbyen Dejbjerg og yderligere med Lem, Højmark og Velling i samarbejdet landsbyklyngen Friskvind

Du kan finde de lokale hjemmesider her: www.stauning.dk og www.stauning-dejbjerg.dk

 

Det gode børneliv i Skjern

Tryghed, nærvær og ro for børnene i en ellers travl hverdag og en opvækst i et lille trygt samfund, hvor folk passer på hinanden. Det er gevinsten ved at flytte tæt på bedsteforældrene, fortæller Lisa Nygaard og Thomas Fisker. De tog i 2017 springet og flyttede tilbage til Vestjylland efter to år i Aarhus og næsten ti år i København som eksilvestjyder. Nu stortrives de med sønnerne Thure på to og Norh på fem år i Lisa´s hjemby Skjern. Lisa arbejder som gymnasielærer og Thomas er selvstændig erhvervsdrivende i Skjern.

Annie og Kurt er flyttet til Hvide Sande

Efter mange års forelskelse i Vesterhavet har Annie og Kurt bygget deres drømmehus i Hvide Sande. -Da vi tog den endelige beslutning, var der flere af vores venner, der sagde: Jamen, der sker jo ikke noget derude vest på. De følte jo nærmest, at hvis vi flyttede herud, så stod man af. Vi har oplevet, at vi er stået på! Vi er stået på et liv, der er mere i balance, siger Annie. Der står stadig lige meget i kalenderen, og parret fremhæver fordelene ved at have naturen og roen omkring sig og samtidig være en del af et aktivt lokalsamfund.