Grib mulighederne for oplevelser

Aktiv fritid med kultur, natur og fællesskab  

Vi bruger fritiden aktivt i fællesskab

Fritid-Natur-Kultur - de tre områder hænger uløseligt sammen og dækker alt det, der er med til at skabe det gode liv. Du skal bare gribe mulighederne, så velkommen til Ringkøbing-Skjern Kommune. Vi har det hele i Naturens Rige: Vesterhavet, biograf, fiskerhuse, fjordene, naturreservaterne, foreningslivet, brolagte gader, vindsurfere, gallerier, kirker, lokale højskoleaftener, teater og aftenskolen, som lærer mænd at lave mad.

I Ringkøbing-Skjern Kommune er der tradition for at bruge fritiden aktivt. Vi vestjyder er også vilde med at gøre det i fællesskab. Det vidner det unikke foreningsliv overalt i kommunen om. Både i byerne og de mindre landsbysamfund er der foreninger med tilbud til dig og din familie om alt fra motion og sport til de mere hobbyprægede aktiviteter og lokale debat- og foredragsaftener, der skaber kontakt og fællesskab blandt deltagerne.

Vi tør ikke sætte et helt præcist tal på, hvor mange foreninger, organisationer og lignende vi har, men det er rigtig mange. Senest har FrivilligVest opgjort, at der er over 800 frivillige foreninger, sammenslutninger og netværk i Ringkøbing-Skjern Kommune, så vi kan godt kalde os ForeningsDanmarks højborg. Mangfoldigheden kan du se under fanerne til venstre, og der er tilbud til alle aldersgrupper.

 

 Babyer

 Foto: John Randeris

 

Masser af kulturtilbud

Der er kunstudstillinger og gallerier spredt ud over hele Ringkøbing-Skjern Kommune. Se bare Kunst i Slusen, Galleri Skomagerhuset og Vestjyllands Kunstpavillon. De mange museer, der gør historien levende, og kirkerne i Vestjylland er et kapitel for sig selv. Ringkøbing-Skjern bibliotekerne låner ikke kun bøger ud, men har løbende spændende arrangementer på programmet for både børn og voksne.

Året rundt er der spredt i Ringkøbing-Skjern Kommunes også spændende events, teater- og musikarrangementer. Se eksempelvis Teatret OM, som her leverer totalteater for alle sanser, inspireret af Mylius-Erichsens skæbnesvangre Danmark-Ekspedition. Mylius-Erichsen voksede forresten op i Ringkøbing og lægger nu navn til det lokale bryghus i Hvide Sande.

 

 

Mejeriet i Tarm har spændende kulturtilbud. Bork Havn Musikfestival og Rock i Ringkøbing er eksempler på store musikevents. 

Som borger i Ringkøbing-Skjern Kommune er du heller ikke så langt fra de store nationale og internationale koncerter og arrangementer i Boxen i Herning eller i Musikhuset i Aarhus. Vi er også med i Aarhus 2017, og i den forbindelse bliver Ringkøbing-Skjern Kommune blandt andet rammen om en ny spændende TV-serie.

I sommermånederne, hvor turistlivet trives overalt, er der også ekstra mange tilbud, og du behøver altså ikke at være turist for at melde dig til Windsurf-kursus eller et kursus i den nye type vandsport Stand Up Paddle.

 

 SUP

Foto: hvidesande.dk

 

Sport og naturoplevelser

Netop sport og oplevelser, der knytter sig til Vestjyllands mangfoldige natur, fylder i det gode liv i Ringkøbing-Skjern Kommune. Populært siger vi, at vi har natur med pladsgaranti i Naturens Rige. Vi bor jo lige midt i naturen. Derfor er den også nem at komme ud i efter fyraften og i weekenderne. I et samarbejde mellem DGI, Sundhedscenter Vest og Ringkøbing-Skjern Kommune arrangeres blandt andet også spændende søndagsudflugter.

Er du til de vovede og dramatiske aktiviteter, giver det brusende Vesterhav naturligvis spændende udfordringer.

 

 

Naturen omkring fjordene, engene og å-dalen, heden, skove og søer – ja,  overalt er der områder, der inviterer til ture på gåben, i løb, på cykel eller på mountainbikes.

Det kan være ture både med eller uden konkurrencer, med eller uden madpakke og både korte og lange. Eller måske foretrækker du udflugter med fiskestangen, jagtriflen, golfkøllen eller kikkerten på skulderen.

 

 Golf

 Foto: Ralf Andersen

Naturligvis kan du både tage turene sammen med hele familien, alene eller sammen med vennerne. Der er plads til alle, til det hele, og naturen holder åbent 24-7 i Naturens Rige. 

 

Skjern Håndbold

 Foto: Ralf Andersen

 

Du kan også nyde udsigten fra bænken

Vi har højt til loftet i Ringkøbing-Skjern Kommune. Så der er altså også plads til dig, der bare har lyst til at tage den med ro i din fritid og hygge dig i den lokale strikkeklub, nyde udsigten fra en bænk ved Vesterhavet eller på tilskuer-bænken til Skjern Håndbolds succeser i Skjern Bank Arena.

Eller holde øje med fugletrækkene i Nordeuropas største fuglereservat ved Tipperne og Værneengene.

 

 Fugle

 Foto: RKSK

Se mere om mangfoldigheden af tilbud under Fritiden i foreningerne, med kulturen og i naturen. Tjek også lige udvalget af spændende events.

 

Se hvad der er på programmet

Her kan du altid se, hvad der sker lige nu og i den kommende tid i Ringkøbing-Skjern Kommune. Du kan også finde forskellige apps og mobilløsninger til smartphones og tablets, bl.a. om Naturens Rige, cykelruter og oplevelser omkring Skjern Å., som Ringkøbing-Skjern Kommune har udgivet. Og her kan du også finde oplysninger om foreningerne.

 

Frivilligt arbejde giver tryghed i top

I Ringkøbing-Skjern Kommune har vi papir på, at borgerne er de mest tilfredse og de mest trygge i landet.

Det er Danmarks Statistik, der har opgjort, at de mest tilfredse borgere i verdens lykkeligste land bor i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Vi er også verdensmestre i tillid. I Ringkøbing-Skjern Kommune stoler hele 91 procent på fremmede. Forklaringen på, at kommunen har verdens højeste niveau af såkaldt social kapital, er, at borgerne fungerer rigtig godt i fællesskaber, at de er med i et meget aktivt foreningsliv og at rigtig mange stiller op som aktive frivillige. 57 procent af borgerne i Ringkøbing-Skjern Kommune udfører frivilligt arbejde.

Du kan også være med. Læs mere om at være frivillig i Ringkøbing-Skjern Kommune, FrivilligVest og under Fritiden i foreningerne, hvor du også kan se en video om de frivillige velkomstambassadører, der tager sig godt af nye tilflyttere i kommunen. I samme video kan du møde en tilflytter, der fortæller om, hvordan det er at blive godt taget imod.

 

Annie og Kurt er flyttet til Hvide Sande

Efter mange års forelskelse i Vesterhavet har Annie og Kurt bygget deres drømmehus i Hvide Sande. -Da vi tog den endelige beslutning, var der flere af vores venner, der sagde: Jamen, der sker jo ikke noget derude vest på. De følte jo nærmest, at hvis vi flyttede herud, så stod man af. Vi har oplevet, at vi er stået på! Vi er stået på et liv, der er mere i balance, siger Annie. Der står stadig lige meget i kalenderen, og parret fremhæver fordelene ved at have naturen og roen omkring sig og samtidig være en del af et aktivt lokalsamfund.

 

Birgitte Bille er flyttet til Velling fra Sjælland

Birgitte Bille tog springet og flyttede fra sit drømmehus og sin velfungerende virksomhed i Holbæk på Sjælland til Vestjylland for at komme tættere på børnebørnene. Nu bor hun i nyt lejet hus med direkte udsigt til Ringkøbing Fjord, dyrker have sammen med andre og har sommerhus ved Vesterhavet, så der er god plads til besøg af vennerne fra Sjælland. Birgitte Bille har samtidig startet ny praksis i Ringkøbing, og virksomheden trives allerede godt efter det første år. Birgitte Bille fremhæver den fantastiske natur, dejlige fællesskaber og en helt særlig nærhed.