Tættere på familie og landsbyfælleskab 

Mikkel, Viktoria, Janni og Konrad nyder jordbærbedet, haven og deres hjem i Velling i sommeren 2022 (Foto: flytmodvest.dk)

 

Plads, fællesskab, familie og luft i økonomien 

Det var corona-pandemien, der fik parret Janni Vang Nielsen og Mikkel Borre Stig Andersen med sønnen Konrad til at tage beslutningen om at flytte ud af København i 2020. De ønskede mere plads, fællesskab og at komme tætter på familien. Men det var økonomien, der afgjorde, at den lille familie, nu også med lillesøster Viktoria, flyttede til landsbyen Velling ved Ringkøbing Fjord. 

-Under coronaen søgte vi bare ud af byen, så snart vi kunne komme til det. Der var jo begrænsninger overalt, så vi kunne ikke som ellers være ude i parkerne, i gården eller på legepladser. Vi havde simpelthen brug for at få luft og plads omkring os, fortæller parret Janni Vang Nielsen og Mikkel Borre Stig Andersen om det, der for alvor satte gang i flytteplanerne.

Flere af deres venner med børn flyttede også fra byen. Det lå hurtigt i kortene, da de fik sønnen Konrad, at de også skulle flytte ud på et tidspunkt. Parret var enige om, at der ikke på sigt ville være plads nok til et barn mere i Nørrebro-lejligheden, selvom den var på godt 100 kvadratmeter.

 

Det gode børneliv i Velling

 Det gode børneliv i Velling ved Ringkøbing Fjord (Foto: flytmodvest.dk)

-Vi synes, at børn skal have deres eget værelse, siger Janni.

-Vi var også enige om, at Konrad ikke skulle gå i skole på Nørrebro. Det var helt tydeligt, at han hellere skulle ud og grave i jorden og få brændt noget krudt af i naturen, fortæller Mikkel.

 

Børneliv ved Ringkøbing Fjord

 Der er kun få minutters gang fra murermestervillaen i Velling og ned til fjorden (Foto: flytmodvest.dk)

 

Vestjylland vandt over Nordsjælland

Det var ikke Vestjylland, der var målet i første omgang. Parret startede med at gå på udkig efter en bolig i de mindre landsbyer i området omkring Græsted i Nordsjælland, hvor Mikkel er vokset op og stadig har sin familie.

-Vi ville gerne være tæt på familien. Men jeg havde svært ved at mærke livet i lokalområderne deroppe. I Vestjylland ved jeg jo, hvordan det er, siger Janni, der er vokset op i Højmark få kilometer fra Velling.

-Vi mærkede med det samme fællesskabet, da vi kom her i byen, hvor vi så også er kommet tættere på min familie. Vi er blevet rigtig godt modtaget i Velling, og vi er også blevet en del af fællesskabet, siger hun, der er blevet aktiv som bestyrelsesmedlem i gymnastikforeningen.

-Ja, og jeg er kommet med i lokalrådet, supplerer Mikkel.

 

Overskud på budgetkontoen i Vestjylland

Det var økonomien og udsigten til et overskud på budgetkontoen, der blev afgørende for, at familien flyttede til Vestjylland frem for Nordsjælland.

Betænkelighederne ved at skulle kaste sig ud i boligpriser på omkring fem millioner kroner steg voldsomt, da Mikkel i 2020 mistede sit gode job som følge af corona-nedlukningen af hele underholdnings-, restaurations- og eventbranchen.

-Vi holdt simpelthen et økonomisk råd om vores fremtidsønsker og gjorde op, hvad der er vigtigst for os, forklarer Janni.

-Og det er, at vi vil have en økonomi, der gør, at vi kan spare op til, at børnene kan komme på efterskole, når de kommer i den alder. For det andet, at vi kan tage ud af rejse, og for det tredje, at vi kan tillade os at gå ned i arbejdstid, hvis vi ønsker det.

Den økonomi har familien fået i Velling med købet af murermestervillaen til langt under halvdelen af, hvad et tilsvarende hus ville koste i Nordsjælland.

 

Familiehygge i Velling

 Der er tid til familiehygge i Velling (Foto: flytmodvest.dk)

 

Børnefamilier er vant til at skulle planlægge

-Det har egentlig ikke været så stort et spring at flytte fra byen, som forventet. Efter at vi fik Konrad, brugte vi jo ikke så meget alt det i byen, som vi gjorde tidligere. Mange af vores venner har også fået børn og er flyttet ud af byen, og ingen har sagt noget dårligt om vores beslutning om at flytte til Vestjylland, selvom vi er dem, der er flyttet længst væk, forklarer Mikkel.

-Men vi har jo heller ikke som børnefamilier så meget tid i hverdagen til lige at stikke hovederne sammen, påpeger Janni.

-Vi er alle sammen vant til at skulle planlægge at ses, og nu skal vi så bare lige indregne lidt længere kørsel, når vi skal mødes. Også med familien på Sjælland. Vi er så til gengæld gerne sammen i en weekend, og ikke kun et par timer. Det giver et anderledes og nært fællesskab. Sådan var det jo også tidligere, når vi kom fra København til Højmark, tilføjer hun.

Parret har da også god plads og gæsteværelset står klart i Velling til venner og familie fra Sjælland.

 

Er ikke kun flyttet fra, men også til noget

Janni var mest betænkelig ved at skulle forlade det helt nære fællesskab, som de havde med andre i andelsboligforening på Nørrebro, hvor børnene blandt andet gik ud og ind hos hinanden eller var sammen i gården.

-Der var meget godt, vi flyttede væk fra. Men vi er også flyttet til rigtig meget her. Jeg er blandt andet rigtig glad for, at vi er kommet tættere på min familie, siger Janni. Den nærmeste familie bor i Højmark og i Ringkøbing - begge steder ca. ti minutters kørsel fra Velling.

 

Børnehaven Naturhuset i Velling

 Det er nemt at hente og bringe Konrad, der har plads i børnehaven Naturhuset i Velling (Foto: flytmodvest)

 

-Og så er jeg simpelthen så glad for børnehaven og friskolen her i Velling. Vi er bare så heldige, at vi har bosat os inden for byskiltet, så vi er sikre på at få plads til vores børn her. Der er rift om dem, siger Janni og tilføjer:

-Jeg kan godt lide deres værdier, når vi som forældre f.eks. via arbejdsdage og arrangementer bliver en del af fællesskabet og får ejerskab til det hele. Børnene lærer naturligt, at det er en selvfølge, at alle hjælper til og tager ansvar, og de store bliver bare gode rollemodeller for de mindre.

  

Succesroman med i flyttebilen

Janni fremhæver at flytningen også har betydet, at hun igen har fået kontakt med en halv snes gamle handelsskole- og efterskoleveninder, der bor i Ringkøbing-Skjern Kommune. Men Mikkel er ikke kun afhængig af Jannis netværk med familie og gamle venner.

-Vi har fået nye venner, blandt andet via børnene i børnehaven. Vi har også søde naboer og en nabo med børn, hvor børnene bare kan gå igennem hækken, når de vil lege sammen, fortæller Mikkel. Han har lige fra starten oplevet, at alle er meget positive og interesserede i kontakt med ham som ny på egnen.

- Men Mikkel har jo også vænnet sig den særlige vestjyske mentalitet efter at have levet sammen med mig i over ti år, siger Janni med et stort smil og en slet skjult henvisning til forfatteren Stine Pilegaard erfaringer som tilflytter i Velling.

Hendes succesroman ”Meter i Sekundet” hørte parret som lydbog i flyttebilen på vej fra Nørrebro til Velling.

-Vi er bare vilde med den, tilføjer Janni. Parret har nærmest også på første parket kunne følge med i optagelserne til Nordisk Films filmatisering af bogen. Optagelser er foregået i 2022 omkring Vestjyllands Højskole, Velling og Ringkøbing, og filmen får premiere 2. februar 2023.

 

Velling ved Ringkøbing Fjord

 Velling, set fra oven, ligger tæt ved Ringkøbing Fjord og Ringkøbing by (Foto: flytmodvest.dk)

 

Drømte om at bo helt ude på landet

Det var ellers slet ikke meningen, at Janni og Mikkel skulle være landsbybeboere. Deres drøm var at bo helt ude på landet i en landejendom. Men de faldt pladask for den moderniserede muremestervilla på ca. 160 kvadratmeter og en nem have på ca. 1.000 kvadratmeter midt i Velling. De blev lidt tilfældigt gjort opmærksom på den, mens de kiggede på en landejendom ved Velling.

For huset i landsbyen var langt mere overskuelig at gå til, end de landejendomme med flere tusinde kvadratmeter jord som de havde set på. Parret blev klar over, at de egentlig aldrig havde haft planer om at skulle have husdyr eller store grøntsagsmarker. Så de er godt tilfredse med deres lille køkkenhave-hjørne på bygrunden, og de er særdeles godt tilfredse med at bo i gåafstand til børnehaven, skolen og landsbyens købmand.

 

Købmandsbutikken i Velling

 Den lokale købmandsbutik er rigtig vigtig for borgerne i Velling (Foto: flytmodvest.dk)

 

Butikken er byens hjerte

-Som børnefamilie er det ikke til at undvære at kunne købe ind tæt på, så vi fik straks lavet en konto. Vi gør i alle tilfælde vores til, at butikken i Velling overlever, siger Janni og forklarer, at det altså ikke er en kreditkonto, de har fået ved købmanden. Tværtimod. Her indbetaler kunderne i stedet et beløb på forhånd.

-Så slipper vi for at skulle have kort eller kontanter med hver gang. Det er også smart, så Konrad selv kan gå derhen, når han bliver lidt ældre, påpeger Mikkel.

Men købmanden har også en anden og meget vigtig funktion. Butikken er byens hjerte.

-Det er her, vi mødes og får en lille sludder, og det er her, at vi får informationer om arrangementer og lignende. Den er ikke til at undvære, understreger Janni.

 

Musik i Velling

 Med musikvidenskab som uddannelsesbaggrund var Mikkel lidt betænkelig ved jobmulighederne i Vestjylland, men uden grund (Foto: flytmodvest.dk)

 

Tilflytterjob-ordning gav pote

Mikkels største betænkelighed ved at flytte til Ringkøbing-Skjern Kommune var reelt jobmulighederne, ikke mindst med en baggrund som cand.mag. i musikvidenskab.

Det lokale netværk var dog meget hjælpsomme med ideer og kontakter, og han blev mødt med stor åbenhed og interesse, når han kontaktede virksomheder for at høre om jobmuligheder. Men det blev via tilflytterjob-ordningen, at Mikkel fik sit job i trykkerivirksomheden Strandbygaard i Skjern. Virksomheden kunne se muligheder i hans kompetencer og erfaringer med digital markedsføring i eventbranchen, så de tog kontakt og nu er hans arbejdsområde: Online Marketing & Web.

Tilflytterjob-ordningen er et tilbud til folk, der ønsker at flytte til Ringkøbing-Skjern Kommune, eller er partnere til tilflyttere, der har fået job i området. De kan få deres CV sendt ud i Ringkøbing-Skjern Erhvervsråds netværk på over 700 virksomheder.

-Det er unikt, at man kan komme ud til nogle virksomheder, som man ellers ikke har forestillet sig, fremhæver Mikkel. Han fortæller mere om ordningen på flytmodvest.dk´s side om tilflytterjob-ordningen, hvor CVét kan uploades til erhvervsrådet.

 

Den særlige vestjyske mentalitet

Janni var ikke betænkelig i forhold til sine egne jobmuligheder, men mere spændt på de vestjyske arbejdsforhold.

-Jeg har altid været stolt af at være vestjyde og de værdier, jeg har fået med mig herfra. Jeg har da også altid oplevet, at det at være jyde har været et ekstra plus, når jeg har søgt job i København. Altså det med, at vi er stabile, kommer til tiden, er ansvarlige og passer vores arbejde, påpeger Janni, der kan genkende den mentalitet på sin vestjyske arbejdsplads.

-I København var jeg arbejdsmiljørepræsentant på en lignende institution, hvor vi havde et meget, meget højt sygefravær. Det har vi altså ikke i Skjern, påpeger Janni, der mener, at det blandt andet kan tilskrives den særlige vestjyske mentalitet. En del handler selvfølgelig også om god ledelse, men fællesskab, ansvarlighed, stabilitet og gensidig respekt er med til at skabe større tilfredshed i medarbejdergruppen.

Det må også være noget af det, der er på spil, når Ringkøbing-Skjern Kommune stadig kan tiltrække pædagoger på trods af lønniveauet, mener Janni. Hun er som forholdsvis ny tillidsrepræsentant blevet opmærksom på, at kommunen lønmæssigt ligger væsentligt under landsgennemsnittet og også under niveauet i nabokommunerne.

-Men det siger måske også noget om, at penge ikke er alt, bemærker Janni.

 

Badning i Ringkøbing Fjord

 

Hvad med fritiden?

Hverdagene flyver afsted for den lille børnefamilie i Velling, så det er de helt nære aktiviteter omkring familien og huset, der fylder fritiden. Barselsperioden omkring Viktoria sluttede først for alvor i sommeren 2022, så bortset fra engagementet i de lokale foreninger og omkring Konrads børnehave har der endnu ikke været overskud til nye fritidsaktiviteter i f.eks. naturen. Men med tiden vil aktiviteter i eksempelvis Ringkøbing Fjord nok blive mere tiltrækkende.

-Vi har talt lidt om at have en lille båd ved fjorden, siger Mikkel.

-Og jeg har et par veninder, der er gået i gang med at stå på paddleboards, så det kan måske også godt blive noget for mig, tilføjer Janni.

 

Faktaboks:

  • Janni Vang Nielsen, 34 år, og Mikkel Borre Stig Andersen, 37 år, mødte hinanden, da de som studerende flyttede ind på Egmontkollegiet på Østerbro, og de boede sammen i over ti år i København.
  • Parret fik sønnen Konrad i 2017, og familien er i august 2021 udvidet med lillesøster Viktoria.
  • Flyttebilen blev pakket, da Janni fik arbejde som pædagog i Specialbørnehaven ved Skjernaaskolen i Skjern 1. december 2020. Mikkel er efterfølgende i 2021 blevet marketing & webkonsulent ved trykkerivirksomheden Strandbygaard i Skjern.
  • De første måneder boede familien til leje i landsbyen No, indtil de i april 2021 kunne flytte ind i murermestervillaen i Velling.
  • Her kan du se en video med tilflytterfamilien i Velling. 

 

Tog springet fra Frederiksberg til Hvide Sande

Tina, 45 år, Daniel, 45 år, og Elliott på 12 har taget springet og er flyttet fra Frederiksberg til Hvide Sande for at få en hverdag med masser af plads til vandsport og natur. Lejligheden i hovedstaden er byttet ud med et hus midt i mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord. Tidligere skulle de bakse udstyret ud til Amager Strand. Nu tager de bare våddragten på derhjemme, tager boardet under armen, går over klitten og direkte ud i bølgerne. Vesterhavet og Elliot har også fået mormor til at flytte til Hvide Sande – fra Odense.

Lotte og Ulrik er flyttet til Lem fra København

Grundige overvejelser om deres fremtidige liv. Og særligt ønsket om et trygt børneliv for de to sønner fik Lotte og Ulrik til at flytte fra bylivet i København til landsbylivet i Vestjylland. Valget faldt på Lem, da Ulrik fik mulighed for et karriereskift med et job hos Vestas. Siden dukkede ønskejobbet også op til Lotte. Flytningen har betydet, at børnene kan færdes frit i et trygt miljø tæt på naturen. Familien har også fået et større økonomisk råderum, der giver plads til både et stort hus, to biler, ferier og aktiv fritid. -Det havde vi ikke kunnet på samme måde i en større by, fremhæver Lotte.