Det gode liv

Fællesskab i foreningerne

Grib mulighederne for det gode liv

Borgerne i Ringkøbing-Skjern Kommune har tradition for at være aktive i fritiden – både i naturen til hverdag og særligt i de omkring 1.800 foreninger, organisationer og frivillige netværk, som findes i kommunen. Som tilflytter er netop det aktive foreningsliv en gevinst, fordi det er den oplagte og hurtige vej til nye bekendtskaber, fællesskaber og venskaber.

Et aktivt liv og tætte relationer er også vigtige ingredienser i det gode seniorliv, og i Ringkøbing-Skjern har vi noget for alle. Du kan spille golf, gå til gymnastik, sejle havkajak, synge i kor eller spille amatørmusik.

 

Mandekor i Hvide Sande

Mandekoret i Hvide Sande. Foto: Ralf Andersen

Eller du kan være en af dem, der brænder for at give en hånd med hos spejderne, i fodbold- eller håndboldklubben eller i Genbrugsen i Kirkens Korshær. Det at giver et nap, hvor man kan se et behov for det, og at få en lys idé og handle på den, ligger dybt i vestjyder. Faktisk udfører 60 procent af os frivilligt arbejde. På landsplan er det omkring hver tredje, der gør det. 

Mange af foreningerne er knyttet til landsbyerne i kommunen. De lokale sogne- og borgerforeninger arbejder aktivt for at skabe fælles aktiviteter og liv i landsbysamfundene. Der er praktiske fælles opgaver at løse og mange forskellige tilbud i landsbyernes forsamlings- og fælleshuse, så en ekstra hånd og nye ansigter er altid velkomne.

Men frivilligheden trives overalt. I Skjern findes eksempelvis Anlægsbanden – et slæng af modne frivillige – der er aktive omkring byfornyelsesprojektet Den grønne Korridor

Anker Fjord Hospice er næsten 100 frivillige med til at gøre en forskel. Mange andre frivillige er afgørende for gennemførelsen af de store events som WATERZRock i Ringkøbing og Bork Festival

 

musikfestival Bork havn

 Foto: Bork Havns musikfestival/Christer Holte 

Du kan se mere om, hvordan du kan være med til at gøre en forskel på kommunens side om at være frivillig. Der er også særlige aktiviteter for seniorer. Nogen af dem kan du finde under Ældre og Sundhed

Under Fritid-Natur-Kultur og på kommunens foreningsportal kan du helt sikkert også finde en forening med lige dit interesseområde eller blive inspireret til noget helt nyt som f.eks. folkedans, broderi og hæklinghundetræning og discgolf. Eller du kan melde dig til et interessant tilbud fra Folkeuniversitetet eller synge i et kor.

 

Camilla og Niels er flyttet til No fra Aarhus

Økonomien med et hus til en tredjedel af prisen i Østjylland var afgørende, da Camilla og Niels som ingeniørstuderende med barn i vente valgte at flytte fra Camillas hjemby Aarhus til Vestjylland, hvor Niels kommer fra. Begge er ivrige jægere og Camilla har to heste, så den nemme adgang til naturen er ekstra plusser ved flytningen. Camilla fremhæver også, at folk er meget imødekommende og hjælpsomme. Der er desuden gode jobmuligheder. Niels har dog allerede fået job i et Aarhus-firma, der benytter lejligheden til at ekspandere med en ny afdeling i Vestjylland. 

 

Birgitte Bille er flyttet til Velling fra Sjælland

Birgitte Bille tog springet og flyttede fra sit drømmehus og sin velfungerende virksomhed i Holbæk på Sjælland til Vestjylland for at komme tættere på børnebørnene. Nu bor hun i nyt lejet hus med direkte udsigt til Ringkøbing Fjord. Hun dyrker have sammen med andre og har sommerhus ved Vesterhavet, så der er god plads til besøg af vennerne fra Sjælland. Birgitte Bille har samtidig startet ny praksis i Ringkøbing, og virksomheden trives allerede godt efter det første år. Birgitte Bille fremhæver den fantastiske natur, dejlige fællesskaber og en helt særlig nærhed.