Velling - centrum i bestseller og filmkomedien ”Meter i Sekundet”

Stine Pilgaards bestsellerroman og Hella Joofs filmatisering af ”Meter i Sekundet” sætter Velling, landsby ved kanten af Ringkøbing Fjord, på landkortet.

”Meter i Sekundet” er skrevet i Velling. Den udkom i 2020 og forfatteren Stine Pilgaard fik i 2021 overrakt boghandlernes pris ”De gyldne Laurbær 2020”. Optagelserne med en stjernspækket gruppe af skuespillere foregik i 2022 i Velling og omegn, og efter premieren 2. februar 2023 kunne filmen ses i biograferne landet over. Anmelderne var begejstrede. Billetsalget fik en flot start og har sat rekord i 2023. 

 

Sofie Torp og Thomas Hwan i Velling

Sofie Torp og Thomas Hwan fra nogle af de første optagelser af "Meter i Sekundet" i Velling (Foto: Martin Dam Kristensen)

 

Hovedpersonen i filmen er Marie, der spilles af Sofie Torp. Hendes kæreste, Rasmus, spilles af Thomas Hwan. Nordisk Film præsenterer blandt andet "Meter i Sekundet" som en komedie om at falde til i de korte sætningers land – og om at falde til i sig selv. En hjertevarm og underholdende fortælling om de tilhørsforhold og det fællesskab, man ser tydeligst, når man står udenfor og gerne vil ind.

 

Kort fortalt om "Meter i Sekundet"

Kort fortalt handler filmen om, at Maries liv bliver vendt op og ned, da hun – lettere modvilligt – kommer fra København til Velling, fordi hendes livs kærlighed, Rasmus, har fået job som lærer på Vestjyllands Højskole.

Mens Rasmus hurtigt suges ind i højskolelivet, er mødet med Velling et kulturchok for Marie. Med sin malplacerede talestrøm oplever hun gang på gang, at hun ikke hører til blandt de lokale. Langsomt begynder hun dog at lytte mere, end hun taler. Og hun lærer, at Velling måske alligevel er et sted for hende – og at hun selv har noget at tilbyde det lille samfund med den brevkasse, hun skriver.

 

Tag et kig og få en smagsprøve

”Meter i Sekundet” vises i biografer landet over fra 2. februar 2023, men her kan du lige tage et kig og få en lille smagsprøve på de lune bemærkninger og de gode grin, der er i vente.

 

 

Filmstjernerne i "Meter i Sekundet"

Det er erfarne og succesrige folk, der leverer den nye filmkomedie.

Instruktøren Hella Joof har blandt andet tidligere haft succes med En kort en lang, Oh Happy Day, All Inclusive og senest Happy Ending.

Den store hovedrolle som Marie udfylder Sofie Torp, der også har indtalt ”Meter i Sekundet” som lydbog. Hun fik sit gennembrud som søsteren i Niels Arden Oplev´s drama Ser du månen Daniel fra 2019, og siden har hun medvirket i blandt andre julekalenderen Julefeber på DR1, Afdeling Q-filmen Marco Effekten, i Anders W. Berthelsens romantiske komedie Lykkelige Omstændigheder og senest som Lis i DR’s dramaserie Carmen Curlers.

Thomas Hwan har rollen som Maries tålmodige kæreste, Rasmus. Han spillede efterforskeren Alf Ryberg i alle tre sæsoner af Bedrag på DR1 og har også haft markante roller i den Robert-belønnede biografsucces Hvor kragerne vender og tv-serier som Kastanjemanden, Limboland og Fantomforhold.

Journalisten og forfatteren Anders Agger, der i en årrække har boet i Ringkøbing tæt på Velling, indgår i bogen og spiller sig selv i filmen.

 

Filmoptagelser ved Vesterhavet

Her er et billede fra en af optagelserne med Anders Agger, der her giver gode råd til hovedpersonen på toppen af en bunker med udsigt til Vesterhavet. (Foto: Martin Dam Kristensen)

I andre centrale roller ses blandt andre Bodil Jørgensen som dagplejeren Maj-Britt. Lotte Andersen som højskolens forstander. Bjarne Henriksen som Maj-Britts mand Bent. Maria Rossing som økolæreren Tone. Johanne Louise Schmidt som kørelæreren Mona. Rikke Bilde som keramiklæreren Githa. Christian Tafdrup som Sebastian. Og Malaika Berenth Mosendane, Arian Kashef, Jakob Garde, Nina Rask, Aya Grann og Lasse Dein som nogle af eleverne på højskolen. Her i Dagbladet Ringkøbing-Skjern kan du se lidt mere om flere af skuespillerne.

 

Produktion med kommunal støtte

Filmen er produceret af Nordisk Film Production, og mange har bidraget til produktionen. Blandt andre frivillige fra lokalområdet. Foruden Ringkøbing-Skjern Kommune er investorerne bag filmen Det Danske Filminstitut v. Markedsordningen, DR, Den Vestdanske Filmpulje og Nordisk Film & TV Fond.

 

Bestsellerroman med i flyttebilen

”Meter i Sekundet” var med som lydbog i flyttebilen, da parret Janni Vang Nielsen og Mikkel Borre Stig Andersen med sønnen Konrad i 2020 flyttede fra København til Velling. Her kan du møde tilflytterfamilien, der nu også omfatter lillesøster Viktoria.

 

Mød forfatteren

Her kan du møde forfatteren til succesromanen "Meter i Sekundet", Stine Pilgaard, da hun i forbindelse med udgivelsen i 2020 fortalte om hovedkarakteren i borgen.

 

 

 

I forbindelse med filmpremieren fortæller Stine Pilgaard også her i et interview med Lokalavisen i Aarhus om bogen. Og at hun ikke havde forestillet sig, at den skulle filmatiseres. Hun troede heller ikke rigtig på det i starten, da Nordisk Film henvendte sig efter forslag fra instruktøren Hella Joof. Men hun er begejstret for resultatet.

 

Tog springet fra Frederiksberg til Hvide Sande

Tina, 45 år, Daniel, 45 år, og Elliott på 12 har taget springet og er flyttet fra Frederiksberg til Hvide Sande for at få en hverdag med masser af plads til vandsport og natur. Lejligheden i hovedstaden er byttet ud med et hus midt i mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord. Tidligere skulle de bakse udstyret ud til Amager Strand. Nu tager de bare våddragten på derhjemme, tager boardet under armen, går over klitten og direkte ud i bølgerne. Vesterhavet og Elliot har også fået mormor til at flytte til Hvide Sande – fra Odense.

Birgitte Bille er flyttet til Velling fra Sjælland

Birgitte Bille tog springet og flyttede fra sit drømmehus og sin velfungerende virksomhed i Holbæk på Sjælland til Vestjylland for at komme tættere på børnebørnene. Nu bor hun i nyt lejet hus med direkte udsigt til Ringkøbing Fjord. Hun dyrker have sammen med andre og har sommerhus ved Vesterhavet, så der er god plads til besøg af vennerne fra Sjælland. Birgitte Bille har samtidig startet ny praksis i Ringkøbing, og virksomheden trives allerede godt efter det første år. Birgitte Bille fremhæver den fantastiske natur, dejlige fællesskaber og en helt særlig nærhed.