Spjald - den største landsby i Ringkøbing-Skjern
Landsbyen Spjald er den sjette største by i Ringkøbing-Skjern Kommune med omkring 1.350 indbyggere.
Byen har flere forretninger og en række virksomheder med mange arbejdspladser. De kan ses her som medlemmer af byens aktive erhvervsnetværk.
Spjald ligger centralt med omkring et kvarters kørsel til Ringkøbing og Skjern, ti minutter til Videbæk og en halv times tid til Holstebro og Herning med motorvejsforbindelser til Aarhus og videre ud i landet. Midtjyllands Lufthavn kan nås på ca. 40 minutter. Der er busforbindelser til og fra byen, og i Spjald er der også mulighed for at bruge delebil.
Spjald by Foto: flytmodvest.dk
Det byder Spjald på
I Spjald er der pasningsmuligheder i dagplejeordning og Spjald Børnehave, der har plads til 75 børn.
Spjald Børnehave Foto: flytmodvest.dk
Spjald Skole har ca. 320 elever fra 0.-9. klasse plus SFO. Skolen omfatter desuden Ringkøbing-Skjern Kommunes Specialcenter Øst med ca. 40 elever.
Spjald Skole Foto: flytmodvest.dk
Spjald har også et moderne lægehus, et pleje- og aktivitetscenter og lidt uden for byen ligger Brejning Kirke.
Aktiv fritid med fodbold sætter Spjald på landkortet
Spjald Fritidscenter Foto: flytmodvest.dk
Ved siden af skolen i Spjald ligger byens fritidscenter, der omfatter en svømmehal, et fitnesscenter og idrætshal med blandt andet baner til håndbold, badminton, volleyball og indefodbold. Der er også cafe plus værelser og hytter tilknyttet, så der er plads til større træningslejre.
Udendørs er der otte græsbaner og en kunstgræsbane. Ved siden af fritidscentret ligger også byens kulturhus, der bruges til blandt andet arrangementer, udstillinger og private fester.
I Spjald er der et aktivt foreningsliv i 23 forskellige foreninger. Spjald-borgerne er ikke mindst aktive i fodbold. I hård konkurrence med tre andre klubber blev Spjald IF i foråret 2017 kåret som årets fodboldklub ved Dansk Fodbold Award, arrangeret af blandt andre DBU, Dansk Boldspil Union. Og DBU præsenterede i videoen herunder Spjald som byen, hvor hver tredje af byens borgere var medlem af fodboldklubben.
Spjald er landskendt for siden 1980 at være arrangør af en af landets største fodboldturneringer for børn, Ramsing Cup. Der deltager mellem 200-250 hold og byen vokser betydeligt med de flere tusinde spillere og deres forældre, når turneringen afvikles i begyndelsen af august hvert år.
Byen er også kendt for den nærliggende gymnastikefterskolen Brejninggaard.
I og omkring Spjald er der en række gode stier med gode muligheder for naturoplevelser på gå- eller løbeben, og blandt Spjald-områdets naturperler er også Snogdal Plantage og Hover Å.
Se mere:
Du kan se mere om Spjald her på byens hjemmeside
Spjald by Foto: flytmodvest.dk